De 7 værste domænenavne

Der er flere grunde til, hvorfor det er vigtigt, at du vælger et godt domænenavn. Nedenfor finder du de første syv…

De 7 værste domænenavne

Et godt domæne kan betyde ét skridt frem for din virksomhed, men et mindre godt domæne kan betyde to skridt tilbage. Det kan være svært at finde et godt domæne, og derfor får du lidt gode råd med på vejen.

Dit domænenavn skal være…

  • Beskrivende for din virksomhed. Enten med et produktnavn inkluderet eller med din virksomheds navn.
  • Simpelt. Det skal være nemt at stave til, og du bør undgå bindestreger og andre tegn.
  • Kort.
  • Søgemaskineoptimeret. Du får meget ud af at inkludere dit vigtigste søgeord i dit domæne.

Husk at passe på med sammensætninger, der kan misforstås (det er eksemplerne vist et ret godt bevis for)! Du kan med fordel læse med her, hvis du vil vide mere om at vælge et godt domænenavn.

Kender du nogle mindre heldige domænenavne?

En guide til Pinterest

Pinterest er én af de nyere sociale medier og er samtidig en oplagt mulighed for visuel markedsføring af din virksomhed. Pinterest er en virtuel opslagstavle, hvor al kommunikation primært foregår visuelt i form af billeder. Idéen er, at du kan lave online collager, og hurtigt og nemt dele det med andre brugere.

Det tredje største sociale medie
Pinterest er forholdsvist nyt, men det har alligevel overhalet mange af de andre sociale medier. Pinterest er nemlig det tredje største sociale medie med 104 millioner besøg efter Twitter med 182 millioner besøg og Facebook med 7 milliarder besøg – alene i marts i år.

Kom i gang med Pinterest
Som bruger kan du oprette forskellige opslagstavler – eller ”boards” som det hedder – hvor du kan inddele billeder og videoer – ”pins” – i forskellige kategorier. Du kan også ”repinne” andres billeder, kommentere, like eller følge andre boards.

Pinterest tilbyder et hav af billeder og kategorier, og det er nemt og hurtigt at surfe rundt og finde inspiration blandt de kategorier, som du interesserer dig for.

Don’t tell it, show it
Som virksomhed kan Pinterest være et oplagt valg til online markedsføring, hvis du har noget æstetisk at tilbyde – det kan være alt fra mad og strikketøj til indretning og design. På Pinterest leves der efter devicen; ”Don’t tell it, show it”, og det handler om, at du, med smukke billeder, kan vise, hvad du dur til.

Sælger du opskriftsbøger, kan du uploade billeder af dine kager og desserter, der er så lækre, at Pinterest-brugerne er nødt til at få opskriften (der selvfølgelig ligger på dit website). På den måde kan du generere trafik til dit website (sørg selvfølgelig for, at dit website er optimeret, og at din tekst kan sælge!).

En hurtig søgning får mundvandet til at løbe, og en umådelig lyst til at bage kage er dukket op ud af det blå!

Hvis dine billeder er lækre nok, vil andre repinne billederne, og da god Pin Etikette er at linke til ejeren af billedet, kan du lige pludselig nå vidt omkring. Når du uploader dine billeder til Pinterest, siger du samtidig god for, at andre må repinne dem. Men du skal huske, at du ikke uden tilladelse må pinne billeder, du har fundet på nettet – spørg altid om lov først – da du ellers kan få et rap over nalderne af ophavsretten.

Din profil
Når du skal i gang med at bruge Pinterest, skal du sikre dig, at dit navn får mest mulig eksponering. Kald din profil det samme som din virksomhed, brug et lækkert og professionelt profilbillede (måske et billede af dine kager) med dit logo på. Sørg også for at skrive lidt om din virksomhed under ”About” og smid selvfølgelig et link til dit website.

Dine boards
Når du skal i gang med at oprette boards til dine billeder, og er det vigtigt, at du finder på spændende navne, så de andre brugere får lyst til at se mere. På Pinterest fungerer det sådan, at hver gang du poster et nyt billede i eksempelvis kategorien ”Food and Drink” vil det dukke op, når andre brugere klikker på denne kategori. Du skal dog være opmærksom på, at strømmen går meget hurtig, og der går måske ikke mere end 10 sekunder, før dit billede er forsvundet igen. Derfor bør du også poste lidt af gangen – og jævnligt, så du får mest mulig eksponering.

Skab trafik til dit website
Husk på, at Pinterest ikke er en webshop, men et sted hvor brugere kan tilfredsstilles visuelt. Du skal derfor ikke forsøge at sælge dit produkt, men i stedet skabe trafik til dit website gennem uimodståelige billeder. Hvis billederne er dine egne, bør du skrive dit navn i billedteksten sammen med en god beskrivelse.

Du kan som sagt like, repinne og kommentere andres billeder, og det kan være med til at skabe trafik til din egen side. Vær aktiv og hav hovedet med dig, når du går i gang med Pinterest – med lidt sund fornuft har du her en mulighed for en utrolig effektiv markedsføring.

Pin, pin, pin!
Et eksempel på en virksomhed, der formår at bruge Pinterest godt, er Threadless. Threadless er et netværksbaseret t-shirt firma, der inddrager brugerne i deres designs.

Threadless har forskellige boards med fængende navne. De uploader både egne billeder og repinner andres. Og det bedste af det hele er, at de har 1560 ”followers” - og mon ikke, de også har besøgt threadless.com?

Udover Threadless har mange andre virksomheder også oprettet sig som brugere på Pinterest, så der er masser af inspiration at hente for dig, der er helt ny. Brug tid på at lære mediet at kende, og inden du kaster dig ud i det, bør du overveje, om Pinterest er det rigtige sociale medie for dig og din virksomhed, og – vigtigst af alt – om du har billedmateriale til det.

Er Pinterest noget for dig?

Blogs, et uundværligt medie

Blogging genererer flere besøg på dit website, så enkelt er det. Vær dig selv, og skriv om det, der interesserer dig, så kan blogging også gavne dig.

Vidste du fx, at virksomheder, der blogger, får 55% flere besøg på deres websites? Mon ikke, at blogging også kan gavne dig og din virksomhed?

Udlånt af GenY Medium

Infographic om, hvorfor blogging er vigtig for dig og din virksomhed...

Infographic by GenY Medium

Til dig, der vil vide mere om blogging, så har vi tidligere skrevet lidt om, hvorfor du skal blogge, og hvordan du kommer i gang

 

Er en blog det rigtige for dig?

Vi har tidligere skrevet lidt om, hvorfor det kan være en god idé for dig og din virksomhed at blogge. Nu vil vi så forsøge at hjælpe dig i gang med at blogge.

Inden du går i gang, bør du gøre dig nogle overvejelser om, hvad du vil med bloggen. Vi har forsøgt at liste nogle spørgsmål, der kan sætte tankerne i gang hos dig, og som forhåbentligt kan hjælpe dig nærmere en blogging-strategi.

Har du overvejet at blogge?

En blog kan være et godt kommunikationsredskab for dig og din virksomhed.

Hvad vil du blogge om?
Først skal du gøre dig klart, hvad det egentlig er, du vil blogge om. Skriv ikke i øst og vest, men vær målrettet og skriv indenfor et bestemt felt. Hvis du ikke kan holde dig fra tastaturet og har mange forskellige idéer, kan du altid oprette flere blogs, der henvender sig til forskellige målgrupper. Men blogger du ”professionelt” har du sikkert et bestemt felt, du er ekspert inden for og kan viderebringe værdifuld viden om.

Hvem er din modtager?
Målgruppe – det vigtigste keyword i al kommunikation. At du kender din modtager er forarbejdet til al formidling, og et godt redskab er personaer. Forestil dig, hvem din modtager er, opret personer og målret din kommunikation, så du fanger læserens interesse.

Hvad kan du tilbyde?
Skal bloggen bruges til at besvare dine kunders potentielle spørgsmål, underholde og skabe frirum, opdatere med nyeste viden inden for dit felt, give gode råd eller noget helt femte? Gør dig overvejelser om, hvorfor dine kunder skal læse din blog, og sæt dig i kundens sted. Hvad er interessant for dine modtagere at vide noget om?

Kan du lide at skrive?
Vi har sagt det før. Du skal blogge, fordi du har lyst, ikke fordi du bør. Det skal krible i fingerspidserne på dig, ellers er du ikke den rette til at blogge. Hvis I er flere i virksomheden, skal den ansvarlige for bloggen være den, der har noget på hjerte – og det er ikke nødvendigvis direktøren. Inddrag dine engagerede medarbejdere – de er ofte gode til at kommunikere med kunderne.

Kan du skrive?
Er du en god kommunikatør, og skriver du godt? Når du blogger, er det en fordel, hvis du kan skrive i et levende og uformelt sprog. Husk også, at der er andre forholdsregler, du skal tage, når du skriver online.

Hvis du ser dig selv som en bedre taler end skriftlig formidler, kan du overveje, om du skal lave en videoblog i stedet. Det er også en personlig og levende måde at kommunikere på, men du skal være opmærksom på, at søgemaskinerne kan have svært ved at finde videoer. Vi har fundet lidt info om SEO af videoer, du måske kan bruge.

Har du tid og ressourcer til at blogge?
En blog skal jævnligt opdateres, og der skal være plads til dialog med dine læsere. Blogging kan være tidskrævende, så du skal sikre dig, at du har ressourcer til det, og du skal være villig til at arbejde hårdt. Der skal være noget at komme efter for dine læsere.

Du skal gøre op med dig selv, hvor tit du gerne vil blogge, og alt afhængig af din branche, kan du med fordel blogge 1-2 gange om ugen. Hvis du ikke blogger regelmæssigt, skal du gøre dine læsere opmærksomme på det, så de ikke slukørede forlader din blog.

Er du ærlig?
Blogland er kun for ærlige og gennemsigtige personer. Ingen gider læse en blog, hvor skribenten virker uærlig og utroværdig, eller hvor skjulte hensigter sætter dagsordenen. Når du blogger, får du lige så stille opbygget sociale og virtuelle relationer med dine kunder, og det er derfor vigtigt, at du er dig selv – hele vejen igennem.

Må alle læse det, du skriver?
Når du først er synlig på internettet, kan du ikke slette, hvad du har skrevet – eller jo, det kan du, men du kan ikke være sikker på, at det ikke ligger et andet sted, end hvor du har lagt det. Personer, som du ikke havde forestillet dig skulle læse din blog, kan finde frem til din blog gennem søgemaskinerne, så du skal altid have i baghovedet, at alle og enhver kan læse med – både din familie og dine konkurrenter.

Er du klar?
Hvis du kan komme med fornuftige svar på ovenstående spørgsmål, er du klar til at blogge. Næste skridt er, at du skal have fundet et domænenavn (find et, der er beskrivende og nemt at huske), oprettet din blog og besluttet dig for din blogs visuelle udtryk – her tilbyder især WordPress mange forskellige themes, som kan inspirere dig.

 

Har du nogle spørgsmål omkring det at blogge? Så er du mere end velkommen til at smide en kommentar herunder. Også hvis du allerede har en blog og vil dele den med os – vi vil gerne se, hvordan du bruger blogging.

Vidste du det om sociale medier?

Der er flere profiler på Facebook, end der er biler i verden. Der bliver sendt 1736 tweets i sekundet. Hvert sekund kommer der to nye profiler på LinkedIn. Og hvert minut bliver der uploadet 35 timers video YouTube. Det er bare lidt fakta omkring sociale medier, og det er ikke så lidt.

Tak for kaffe. 35 timers video i minuttet alligevel? De her fakta fortæller lidt om, hvorfor det er vigtigt at være synlig i den digitale verden. Du må hellere se videoen…

Video af: ABBC Media