Af eller ad

Det kan være svært at skelne mellem af og ad, da de to små ord udtales ens. Den hyppigste fejl er at skrive af, hvor der skulle stå ad. Er du i tvivl, så er her to simple regler.

 

Af = væk fra noget eller om en årsag.

Man bruger af om bevægelser væk eller bort fra noget.

  • Hun tager gryden af komfuret.
  • Hun tog nøglerne op af lommen.

Af bruges også om en årsag til noget.

  • Hun var ved at dø af grin.
  • Hun rystede af skræk.

Huskeregel: Hvis du kan udskifte af med fra, skal der stå af. Glæder dog kun sætninger med betydningen: væk fra noget.

 

Ad = langs med, hen over, via, hen imod, gennem eller i en retning.

Ad bruges om en vej eller en en rute, eksempelvis langs med, hen over, gennem eller i en retning. Eller i forbindelse med målet for en bevægelse eller et udsagn.

  • De cyklede ned ad bjerget.
  • Han så ud ad vinduet.
  • Han løb hen ad gangen.        
  • Hun gik ind ad døren.

Huskeregel: Hvis du kan udskifte ad med langs med, hen over eller gennem, skal der stå ad.

 

 

 

 

Hvornår bør nogen være nogle?

I talesprog siger vi ”noen” – det er ikke umiddelbart til at høre forskel på nogen og nogle. Men der er forskel på, hvornår du skal bruge det ene og det andet. Er du i tvivl, kommer her en lynguide, du måske kan bruge.

Mange tror, at man bruger nogle, når der er tale om flertal, mens nogen bruges ved ental. Men det er faktisk ikke korrekt.

 

Tommelfingerreglen er, at nogen stort set kun forekommer i tre typer sætninger:

Nægtende sætninger:

Sætninger, hvor der indgår et ”ikke” eller andre benægtelser.

De fandt ikke nogen nedfaldne æbler i baghaven.

Spørgende sætninger:

Sætninger, hvor der stilles et spørgsmål.

Har du nogen æbler til mig?

Betingende sætninger:

Sætninger, hvor der stilles betingelser (også kaldet ”hvis-sætninger”)

Hvis der er nogen æbler i haven, skal vi nok finde dem.

 

I alle andre sætningstyper end de tre ovenstående, skal du i stedet bruge nogle.

De så nogle dårlige film.

Han gav hende nogle lakridser.

Det var nogle kedelige dage.

 

En effektiv huskeregel

En af de bedste måder at huske, hvornår du skal bruge det ene og det andet, er at læne dig op ad de engelske betegnelser any og some. Nogen svarer til det engelske any og nogle svarer til some.

Er der nogen småkager tilbage i kassen? Are there any cookies left in the box?

Hun købte nogle småkager med hjem. She bought some cookies to take home.     

 

Næste gang, du bliver i tvivl, om den korrekte betegnelse er nogle eller nogen, kan du prøve at erstatte med any og some.

 

Når enden er god …

Skibet kom sejlende ind i havnen med alle sejlene sat.

Det kan være svært at høre, om et ord ender på –ene eller –ende.  Det stumme d i endelsen -ende gør, at man ofte blander det sammen med endelsen -ene. 

Ordklassen bestemmer

Det er ordklassen, altså typen af ord fx navneord, udsagnsord, mv., der afgør, om ordet ender på -ende eller -ene.

Verber (udsagnsord) får endelsen -ende, og substantiver (navneord) får endelsen -ene.

  • En stor hund kom løbende hen ad vejen (at løbe = verbum à løbende)
  • Cykelrytteren har vundet alle løbene (et løb = substantiv à løbene)
  • Der var mange besøgende på museet (at besøge = verbum à besøgende)
  • Der gik lang tid mellem besøgene hos tandlægen (et besøg = substantiv à besøgene)

Bemærk: Adjektiver (tillægsord) som f.eks. imødekommende, bedrevidende, tilbageholdende osv. kan aldrig have endelsen -ene.

 

Vidst eller vist?

Er du i tvivl om, hvornår du skal bruge ”vidst”, og hvornår du skal bruge ”vist”? Det er i hvert fald to ord, som mange forveksler med hinanden. Men hvordan er det nu lige?

En god huskeregel kan være, at ”vist” er et biord og kan erstattes med ”vistnok”.
Jeg har vist(nok) glemt min pung derhjemme.

”Vidst” er et udsagnsord og betyder ”at vide noget”.
Jeg har vidst det hele tiden!

Derudover er ”vist” (med langt i) også datid af ”at vise”.
Jeg har vist dig min nye kjole.

… men det er en helt anden snak!

Hvilken huskeregel bruger du?

14. dec. – Hans eller sin?

Dagens fif er tilsyneladende noget, mange har problemer med. Når du har styr på, hvornår det hedder hhv. hans og sin, hører du pludselig, hvor ofte fx nyhedsoplæsere mosler rundt i det. Her kommer en gylden huskeregel, der gerne skulle hjælpe dig fremover:

Du skal bruge ”sin”, når du omtaler grundleddet/subjektet i sætningen. Altså fx når det, du omtaler, tilhører personen, du omtaler. ”Han tog sin cykel”. Skriver du i stedet: ”Han tog hans cykel” er der tale om en anden persons cykel.

Et andet eksempel: ”Han gav hans morfar en gave” – så er der tale om en anden persons morfar. Er det hans egen morfar, der er tale om, hedder det: ”han gav sin morfar en gave”.

Sin viser altså tilbage til grundleddet/subjektet i sætningen, mens ”hans” viser hen til noget andet end grundleddet.  Deraf eksemplet ovenfor med en anden persons morfar.

Sine eller deres?

Du skal dog kun bruge ”sin”, når grundleddet/subjektet er i ental. Er grundleddet/subjektet i flertal hedder det ”deres” og ikke ”sine”. Fx ”Drengene hentede deres cykler” og ikke ”drengene hentede sine cykler”.

Man bruger altså ikke ”sine”, når subjektet er i flertal. Det gør man, når objektet er i flertal. Fx ”Peter hentede sine nøgler” eller ”Hun var glad for alle sine gaver”.

Er subjektet i flertal og objektet i ental hedder det fx ”Pigerne gik hjem til deres mor”.

Er både subjekt og objekt i flertal gælder eksemplet ovenfor, hvor ”drengene hentede deres cykler”, da det er subjektet, der er styrende.

Er du stadig i tvivl, kan du teste dine svage punkter i testen ”hans, hendes, sin eller sit” på sprogbogen.dk

God fornøjelse!