Twitter, et professionelt kommunikationsværktøj

Er du en af dem, der synes, at Twitter er noget diffust noget? Overvejer du indimellem, om din virksomhed burde have en Twitter-profil, men er du i tvivl om, hvordan du skal gribe det an? Så er der hjælp at hente i den julekalender, KOMMID har lavet til dig.

De næste 24 dage får du en introduktion til mediet og dets muligheder. Når vi når juleaften, er dit grundlag for at beslutte, om Twitter er et medie for dig, mere fyldestgørende. Men før vi tager hul på låge #1 i morgen, så lad os i første omgang give en overordnet introduktion til mediet.

Hvad er Twitter?

Twitter er et socialt netværk og en ”mikroblogging platform”. Som på en blog deler du et budskab med dine mange følgere, men du har kun 140 tegn at gøre godt med. Ikke mere end en gammeldags SMS. Men bortset fra antallet af tegn, ligner de to medier ikke hinanden ret meget.

Først og fremmest er det på Twitter ikke én person, du sender din besked til, men til hele netværket. Dem, der umiddelbart ser din besked, er dem, der har valgt at følge dig, men Twitter er en åben platform, hvor alle reelt kan se, hvad du skriver. Også folk uden for Twitter – dine tweets bliver tilgængelige på søgemaskiner, så folk der ikke selv har en profil, kan reelt følge med i, hvad du skriver.

Gode grunde til at komme på Twitter

Twitter er stadig primært brugt af politikere, journalister og meningsdannere og betegnes ofte som den kreative elites sociale netværk. Mediet er (endnu) ikke blevet folkeligt i Danmark, og det er heller ikke det mest anvendte sociale medie for virksomheder. Men det betyder ikke, at det er et ligegyldigt medie. Heller ikke for virksomheder.

Dem, der aktivt benytter Twitter, mener at dem, der ikke gør, blot ikke har fået øjnene op for mediets lyksaligheder. Og der er ingen tvivl om, at Twitter har enormt potentiale som professionelt kommunikationsredskab.

Som led i din online strategi, kan der være meget at komme efter på Twitter. Det giver gode muligheder for at komme i dialog med din målgruppe og for at netværke med andre i branchen. Samtidig er Twitter en super brugbar platform til at opbygge kendskab og opmærksomhed omkring din virksomhed og dit brand.

 

Om du bør være til stede på Twitter, skal du selv afgøre. Men med KOMMIDs julekalender kan du blive klogere på mediet, prøve det af, og drage dine egne erfaringer.

 

Lad den gode historie fortælle dit budskab

Storytelling har været en integreret del af mange virksomheders marketingsstrategier de sidste mange år. Men er det overhovedet nok i sig selv – bare at fortælle en god historie? Er storytelling ved at visne hen? Har nye og mere effektive metoder overtaget?

Hvad er storytelling?

Først er det på sin plads lige at skitsere, hvad storytelling er. En passende overskrift er: ”Show it, don’t tell it!” Storytelling handler i korte træk om at konstruere en historie, der fortæller den gode historie om dit brand. Jo bedre historien er konstrueret, des bedre virkning har den. Ved at fortælle en historie af autentisk råstof, kan din virksomhed opnå en større troværdighed og mere substans.

 

Hemmeligheden bag storytelling er, at en god historie aktiverer modtagers sanser. Når vi får fortalt en historie, danner vi indre billeder og historien huskes bedre, end hvis vi blot får serveret rene facts. Da Storytelling i høj grad handler om at aktivere følelser, er det en effektiv måde at slå igennem og blive husket på.

Hvad kan storytelling bruges til?

Storytelling har i mange år været et vigtigt begreb i arbejdet med branding og profilering af virksomheder og organisationer. Storytelling kan bidrage til identitetsopbyggelsen af din virksomhed, f.eks. kan du med storytelling formidle vision, mission og værdier på en enkel og effektiv måde. En god historie kan gøre abstrakte begreber konkrete, så det er nemmere for modtager at relatere til budskabet.

Storytelling kan også bruges som direkte branding af et produkt eller en ydelse, hvor din historie gerne i sidste ende skulle føre til et salg. Den klassiske form af storytelling er, at du fortæller en historie om hvilke egenskaber og hvilke fordele dit produkt har og ikke mindst, hvilket udbytte det giver kunden. Hvis du f.eks. sælger robotstøvsugere, kan du vinkle din historie på, at det huslige arbejde tager kortere tid og at der nu er mere tid til familien. På den måde kan du skabe en historie, der bærer produktet og ikke omvendt.

Kan den gode historie stå alene?

Men spørgsmålet er så, om den gode historie er nok i sig selv. Det enorme digitale univers vi efterhånden færdes i, er spækket med gode historier. Vil du ses, er du nødt til at gøre noget særligt.

De gode historier er stadig altafgørende, og storytelling kan ikke bare sådan dømmes ude. Men det er ikke nok blot at fortælle den gode historie. Du skal skabe værdi for modtager. Mere værdi end den fornøjelse, den gode historie giver.

Tager man de kritiske briller på i forhold til storytelling som metode, kan man sige, at der er mere afsender- end modtagerfokus. Selvom der skabes et interessant univers for modtager, hvori mødet med et produkt foregår, så er det afsenders univers. Afsenders måde at pakke budskabet ind på. Vil du nå din modtager, kan du med fordel bevæge dig over på hans banehalvdel. Helt simpelt vurdere, hvad du kan bidrage med, der vil gøre en forskel for modtager. Hvad du kan give modtager, som vil sikre, at han lærer, underholdes, informeres eller hvad det er, hans konkrete behov er. Og her er Content Marketing et interessant begreb at kigge nærmere på. Det har vi blandt andet gjort her og her.

Storytelling i en ny kontekst

Som vi er inde på i de tidligere indlæg om Content Marketing, skal du, for at fange modtagers opmærksomhed – og måske ligefrem vinde deres loyalitet – et spadestik dybere end blot at pakke dit budskab ind i en god historie. Du skal bidrage med noget unikt. Noget, der får dig til at adskille dig fra dine konkurrenter. Og ikke mindst noget, der opfylder din modtagers konkrete behov og skaber værdi, gerne både på kort og på lang sigt.

Storytelling som begreb er ikke visnet hen, men skal ses i en ny kontekst. Metoden med at fortælle den gode historie er stadig effektfuld, men ikke nok i sig selv. Hvor storytelling tidligere blev brugt som metoden, til via gode historier at nå modtager, er storytelling i dag en del af noget større og mere omfattende. En del af en kommunikationsindsats, der i alle henseender har modtager som omdrejningspunkt, og som i alle dele af indsatsen, skal give modtager konkret værdi. Det kan de gode historier godt bidrage til – men de kan ikke gøre det alene.

 

Når enden er god …

Skibet kom sejlende ind i havnen med alle sejlene sat.

Det kan være svært at høre, om et ord ender på –ene eller –ende.  Det stumme d i endelsen -ende gør, at man ofte blander det sammen med endelsen -ene. 

Ordklassen bestemmer

Det er ordklassen, altså typen af ord fx navneord, udsagnsord, mv., der afgør, om ordet ender på -ende eller -ene.

Verber (udsagnsord) får endelsen -ende, og substantiver (navneord) får endelsen -ene.

  • En stor hund kom løbende hen ad vejen (at løbe = verbum à løbende)
  • Cykelrytteren har vundet alle løbene (et løb = substantiv à løbene)
  • Der var mange besøgende på museet (at besøge = verbum à besøgende)
  • Der gik lang tid mellem besøgene hos tandlægen (et besøg = substantiv à besøgene)

Bemærk: Adjektiver (tillægsord) som f.eks. imødekommende, bedrevidende, tilbageholdende osv. kan aldrig have endelsen -ene.

 

Hvordan skriver du en spændende tekst om et kedeligt emne?

Der findes ingen kedelige emner - kun kedelige fortællingerEr du ved at gabe kæberne af led over den tekst, du skal skrive? Og er du bange for at kede din læser ihjel? Bare rolig – der er hjælp forude. Hvordan får du et såkaldt kedeligt emne piftet op og gjort lidt hot? Det er helt simpelt, faktisk – du skal bare stille de rigtige spørgsmål.

Der findes ingen kedelige emner – kun kedelige fortællinger. Okay, selvfølgelig er der nogle emner, der er kedelige for dig, men som tekstforfatter er det dit job at gøre såkaldt kedeligt indhold spændende for de rigtige modtager. Vi kan tage et eksempel som… kuglepenne! Hvad kan man dog skrive om kuglepenne? Og hvordan skriver man overhovedet en spændende tekst om kuglepenne?

Stil de rigtige spørgsmål med hv-ord

Brug de traditionelle hv-ord til at stille de rigtige spørgsmål omkring emnet – i vores tilfælde kuglepenne – inden du går i gang med at skrive.

Hvem opfandt kuglepennen?
Hvad kan man ellers bruge kuglepennen til – udover at skrive/tegne?
Hvornår blev kuglepennen opfundet?
Hvor mange kuglepenne bruger en person i løbet af et helt liv – i gennemsnit?
Hvorfor skriver kuglepenne primært sort eller blåt? Hvorfor ikke lilla eller grøn?
Hvordan fjerner man pletter fra en kuglepen?

Når du bruger hv-ordene som skabelon, kan du hurtigt få stillet nogle uddybende spørgsmål, der lader dig dykke ned i spændende perspektiver af et emne, der synes kedeligt ved første øjekast, men som du med de rigtige spørgsmål, kan gøre ganske spændende.

Stil din modtagers spørgsmål

Et godt tip er at google dét, du skal skrive om. På den måde får du inspiration til dine spørgsmål, og du kan se, hvad andre har efterspurgt. Og husk, at du har en modtager – hvad ville han/hun spørge om? Det kræver selvfølgelig, at du kender din modtager først.

I en hurtig Google-søgning kan vi se, at der er nogle, der har spurgt, hvor man finder den bedste kuglepen, og hvordan man får pletter fra en kuglepen af tøjet. Der dukker også en kuglepen op med indbygget kamera og en side med erotiske billeder tegnet med kuglepen. Resultaterne er mange, og hvis du dykker lidt ned i de store mængder af online materiale, vil du hurtigt finde inspiration til, hvordan du gør din “kedelige” tekst spændende.

Få så stillet de spørgsmål, inden du går i gang med at skrive. På den måde behøver hverken du eller din læser kede sig ihjel. Hvilket spørgsmål ville du stille, hvis du skulle skrive om kuglepenne? ;)

Pep dit autosvar op, inden du går på ferie

Når ferien står lige for døren, betyder det enten, at din indbakke i løbet af den næste tid vil blive fyldt med det ene kedelige autosvar efter det andet (hvis du skal arbejde), eller at du selv skal have koblet et autosvar til (hvis du er så heldig at have ferie).

Men hvem har sagt, at autosvar skal være kedelige? Hvem har sagt, at standard er godt? Hvorfor ikke gøre lidt ekstra ud af dit autosvar og sæt et lille smil på din modtagers læber, når du går på ferie? Sommerferie, påskeferie, forlænget weekend, eller hvis du tager på kursus et par dage – pep dit autosvar op!

Du kan gøre det ganske kort, som:
Det er påske, og jeg er på jagt efter påskeæg med børnene indtil den 2/4.
Jeg vender tilbage til dig hurtigst muligt.
God påske!

Eller lidt længere:
Jeg holder påskeferie i et sommerhus langt ud på landet i kolde Danmark. Jeg har valgt at lade mine elektroniske tidsrøvere blive hjemme, og i stedet bruge nogle dage på at læse en bog, gå en tur og samle sten ved stranden. Det betyder også, at når jeg så vender tilbage den 5/8, er der fart over feltet, og du vil få svar hurtigst muligt.
God sommer til dig! 

Eller du kan tænke på din stakkels modtager, der åbenbart arbejder:
Sommeren er endelig kommet til Danmark, og det betyder, at det er tid til ferie. Jeg håber, også du får tid til et par fridage… Selv er jeg væk indtil den 5/8, men jeg ser frem til at skrives ved til den tid.

God sommer!

En anden mulighed kan være:
Det er tid til påskefrokost og påskeæg, og det er en oplagt mulighed til at holde et par dage fri. Dét har jeg valgt at gøre, men jeg er tilbage allerede den 2/4. Vi skrives ved – og god påske til dig!

Eller tilføj lidt ekstra og fortæl modtageren, hvor der er hjælp at hente:
Jeg holder sommerferie til d. 5/8, så her er nogle forslag til, hvad du kan give dig til, mens du venter på, at jeg kommer tilbage:
1) Få gratis kommunikationsfif ved at besøge vores blog. Selvom vi holder ferie, er der masser at komme efter i gemmerne – det tør jeg godt garantere!
2) Se den her sjove video med et reklamestunt på et torv et eller andet sted i Belgien
3) Se maling tørre (hvis du er virkelig desperat)…

Hvis det haster, kan du springe de tre punkter over og skrive til min søde kollega [mailadresse], der med garanti vil gøre sit bedste for at hjælpe dig.
God sommer!

Hvordan lyder dit autosvar? Eller hvad er det mest kreative autosvar, du har fået? Smid det endelig i en kommentar herunder, så andre kan blive inspirerede…

Og så er der kun tilbage at sige; GOD FERIE!