8 tips til at opdatere og optimere din hjemmeside

I sommerferien er der ofte lidt ekstra tid til at indhente de ting, man ikke lige har nået, og én af de ting, du bør skrive på din to-do-liste, er at få gjort rent på din hjemmeside. Det er i hvert fald blevet skrevet på vores to-do-liste, og både bloggen og vores hjemmeside trænger til en kærlig hånd.

Vi har derfor samlet 8 tips til, hvordan du (og vi) igen får en hjemmeside, der er optimeret, opdateret og fit for fight!

1) Tjek, at alle links virker

På en hjemmeside eller en blog er der mange interne links, men også mange eksterne links. Tjek dem alle sammen og sørg for, at der ikke er nogle døde eller forkerte links. I samme ombæring kan du også tjekke, at du får skrevet, hvor dine links fører hen, så læseren ved, hvorfor hun skal klikke.

2) Opdater din referenceliste

Du har sikkert haft en masse nye kunder, siden du sidst har gjort rent på din hjemmeside, men har du fået opdateret din referenceliste? Sørg for at få alle dine nye kunder og opgaver smidt på hjemmesiden, så alle vi andre kan se, hvad du har lavet og er dygtig til.

3) Optimer dine tekster til Google

Læs dine tekster og find ud af om din side er optimeret i forhold til de søgeord, dine kunder søger på. Sørg for at bruge relevante ord i dine tekster og overskrifter. Måske du endda har fået en ny service eller et nyt produkt, siden du sidst gav hjemmesiden en overhaling? Du kan få 5 tips til søgeoptimering af dine hjemmeside her.

4) Gennemgå dine menupunkter

Er alle dine menupunkter stadig relevante? Har du stadig de samme produkter eller de samme services? Eller skal du have tilføjet nogle flere menupunkter? Gennemgå dem én efter én, så din hjemmeside er helt opdateret.

5) Sælg med overskrifter

Er dine overskrifter fængende og informerende? Det er vigtigt, at dine overskrifter afspejler dine tekster, indeholder søgeord og lokker din læser til at læse teksten. Vi giver dig 6 tips til at skrive både fængende og informerende overskrifter lige her.

6) Læs korrektur

Giv hele din side en grundig korrekturlæsning – bare for en sikkerheds skyld…

7) Lav call to actions

Sørg for, at du har et call to action på hver side. Et call to action gør det tydeligt for din læser, hvad hun skal gøre. Er det at købe dit produkt eller tilmelde sig dit nyhedsbrev?

8) Lad en anden teste din hjemmeside

Er det let at navigere rundt på din hjemmeside, og kan din læser finde det, hun søger efter? Sæt en anden til at klikke rundt på din hjemmeside og find på den måde ud af, om din hjemmeside er let at navigere rundt på.

Og så er det bare om at gå i gang – bogmærk endelig blogindlægget, så du kan vende tilbage, når du får tid til at gøre rent på din hjemmeside. Og sørg for at komme ordentligt ud i krogene! ;)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

HTML tags are not allowed.