Facebook Timeline til sider: Inspiration og gode eksempler

Facebook sider står over for en stor ændring, da de fra i dag (d. 30. marts 2012) får nyt design og ny funktionalitet, når Timelinefunktionen også automatisk integreres på sider og ikke kun profiler. Er du klar til at fortælle din virksomheds gode historier?

Muligheden for at benytte Timeline har været åben en måneds tid, så nogle virksomheder har allerede integreret funktionen. Vi har samlet nogle bud på Timeline sider, som efter vores mening gør det godt, og som kan være med til at inspirere dig.

Ritter Sport Chocolate
Ritter Sport udnytter funktionaliteten ved Timeline helt optimalt. Hele deres profil er bygget op omkring, at Ritter Sport er en ”gammel” chokolade, der går næsten 100 år tilbage. Her kan man fra år 1919 og frem til 2012 følge Ritter Sports historie – fra den første aflange Ritter Sport (dengang hed chokoladen Alrika) til i dag, hvor Ritter Sport står for kvadratisk, praktisk, god.

Ritter Sport har udnyttet Timeline til at fortælle deres historie

Anthon Berg
Vi bliver lidt i chokoladens verden og hopper videre til Anthon Bergs Facebookside. Anthon Berg genbruger den pinke farve i meget af deres materiale, og det sikrer en genkendelighed, når man besøger dem på Facebook. Samtidig gør Anthon Berg meget brug af aktualitet i hele deres kommunikation og udtryk – lige nu er både coverbillede og indhold præget af, at vi nærmer os påske, og en jagt på påskeæg er sat i gang. I det hele taget formår de at integrere både konkurrenceelementet og viral kommunikation  på deres Timeline.

Anthon Berg bruger Timeline til at fremhæve det indhold, som de mener er underholdende og ikke mindst relevant for brugerne. De gør brug af både billeder, videoer og links – alt sammen med udgangspunkt i det generøse, som kommunikationen er byttet op over. Man får chokolade i bytte for gode gerninger, valentinskort udsendes, påskeæg gives – for bare at nævne nogle af de gode historier, der integrerer brugerne.

Anthon Bergs udnytter både coverbillede og Timeline funktionen på Facebook

Tina Dickow
På Tina Dickows side får du et kig indenfor i hendes liv krydret med personlige hilsner, aktuelle updates og fotos fra studiet. Hun er nærværende og personlig i sin kommunikation, og hun plejer sine brugere/fans ved at lade dem, der viser interesse og følger hende på Facebook få lidt ekstra. Også Tina Dickow bruger Timeline funktionen til at fremhæve de gode historier ved at lade billeder og videoer fylde hele siden, og som du kan se, giver det god respons fra brugerne.

Tina Dickows officielle profil har en personlig og vedkommende Timeline profil

Støt Brysterne
Støt Brysterne er én af Kræftens Bekæmpelses mange sider, og det er endnu en side, der formår at implementere den nye Timeline funktion ret godt. Øverst har Støt Brysterne først og fremmest brugt et lækkert coverbillede, men de har også i høj grad fremhævet deres applikationer (de fire billeder under coverbilledet). Med Timeline funktionen har du nemlig mulighed for at vælge, hvilke fire applikationer, du synes, skal være synlige, og du har mulighed for at tilpasse både billeder og rækkefølge.

Støt Brysterne er en Facebookside præget af storytelling, oplysning og mulighed for at støtte den gode sag, og alle disse elementer har Støt Brysterne formået at gøre nemt tilgængelige for brugerne.

Støt Brysterne bruger deres Timeline til storytelling og oplysning

Manchester United
Jah, de sidste par eksempler har været meget lyserøde, så her er lidt inspiration til de mænd, der læser med: sport, fodbold, Manchester United.

Manchester Uniteds Facebookside får os til at føle os som VIP’s. Vi får her, med billeder, nyheder og andet godt, indblik i spillernes verden under både kampe og træning. Timeline funktionen her bruges på en måde, så du som fan kan følge klubbens historie, kampe og nyheder i en kronologisk rækkefølge (helt tilbage til 1878, hvor klubben blev grundlagt). Kombinationen af det meget levende, actionprægede, farverige og aktuelle og det gamle, traditionsbundne sort/hvide fungerer rigtig godt. Der er noget at komme efter for både inkarnerede fans og os med lidt mindre interesse i holdets historie.

Manchester United bruger deres Facebook Timeline til at fortælle hele klubbens historie

Dove
Det sidste eksempel, vi har med i denne ombæring, er Dove. Dove er kendt for at henvende sig til ”rigtige” kvinder, og det får de også implementeret i deres Timeline. Her har du også mulighed for at gå tilbage i Doves historie, hvor det tydeligt fremgår, at det fra starten har handlet om rigtige kvinder og ægte skønhed. På den måde får de præsenteret, at der ikke blot er tale om et flygtigt påhit, men noget helt grundlæggende for virksomhedens virke.

Dove bruger Timeline til at tydeliggøre deres budskab

Nu er det din tur…
Det var kun et meget lille udpluk af inspirerende Timeline sider – der er mange flere eksempler derude.. Vi håber, at indlægget har inspireret dig til at gå i krig med det nye Timeline.

Vi glæder os til at se de mange spændende sider, der dukker op efter i dag, hvor Timeline bliver obligatorisk for alle Facebooksider. Er du stødt på inspirerende sider, eller har du selv en, så smid en kommentar herunder – vi vil SÅ gerne se, hvad I har fundet på…