Søgemaskineoptimering (SEO) for begyndere

SEO står for søgemaskineoptimering og er lig med, hvor vild Google er med dig. Er dit website ikke søgemaskineoptimeret, vil du være den tykke dreng i skolegården, der bliver valgt til sidst, når holdene skal fordeles. Bum.

Okay, det var måske en lidt hård sammenligning, men ikke desto mindre er det næsten sådan, det foregår, når Google udvælger søgeresultater. Er din side ikke populær, relevant og fyldt med indhold af kvalitet, bliver du valgt til sidst, og chancen for, at dine potentielle kunder finder dig, er meget lille. SEO er derfor en fin balance mellem at få både dine læsere og Google til at elske dig!

Google loves you!

Sådan optimerer du dit website til søgemaskinerne

Er du nybegynder, når det kommer søgemaskineoptimering og bejleri til Google? Så kan du med fordel læse videre, for formålet med dette indlæg er at gøre dig som nybegynder lidt klogere på SEO. Vi har samlet 5 tips (ud af en uendeligt lang liste over SEO-tips), så du kan komme i gang.

1: Overskuelige URL’er

Overskuelige URL’er er ikke så meget for Googles skyld, som det er for brugernes skyld. En URL med relevante ord giver både dine brugere og Google flere oplysninger om siden – og så er det nemmere for brugeren at huske, hvis han/hun vil linke til dig eller besøge din side igen!

Din URL vises også, når du dukker op i søgeresultaterne, og hvis din URL indeholder relevante ord, vil de ord, den besøgende har søgt på, være markeret med fed, og dermed bedre matche brugerens søgning.

2: Attraktivt og relevant indhold

Hvis dit indhold er lige i skabet, relevant og af høj kvalitet, vil de besøgende dele det andre steder på nettet (sociale medier, blogs, websites etc.), og det gør dig ikke bare mere synlig for brugerne, men Google vil også så småt opdage dig.
Attraktivt og relevant indhold er det vigtigste i søgeoptimeringen af dit website!

3: Brug relevante keywords

Har du gættet, hvad dette indlægs keywords er? SEO, søgemaskineoptimering og Google er ord, der går igen (og igen) i dette indlæg. Det er keywords, vi har valgt, fordi de først og fremmest er relevante for indlægget, men også fordi vi mener, at det er det, du har søgt på for at lære mere om netop søgemaskineoptimering. Når det er et indlæg om SEO for nybegyndere, er der også en grund til, at vi bruger ord som søgemaskineoptimering og Google lige så ofte som SEO, for som nybegynder er det ikke givet, at man ved, hvad SEO betyder og derfor søger på det.

Når du optimerer dit website til søgemaskinerne, skal du derfor gøre dig overvejelser omkring, hvad dine (potentielle) kunder ville søge på for at finde dig. Undersøg dine kunders søgeadfærd og afprøv det!

4: Titletags og descriptions-metatags

… er bare to af de lidt forvirrende udtryk, du vil støde på i forbindelse med SEO, men det er også to af de udtryk, du er nødt til at kende.

Placering af titletag og metadescription

Titletag er dét, som bliver vist som overskrift i søgeresultaterne. Titletag skal være helt spot on, for du har ikke mere end 67 tegn til at fortælle, hvad dine side handler om. Med description-metatags kan du uddybe det lidt bedre. Her skal du med 160 anslag og flittig brug af dine søgeord sælge dig selv til både Google og brugeren.

5: Brug overskrifttags

Når du skriver et blogindlæg eller en tekst til dit website, skal du tænke på det som en artikel, der er delt op i små afsnit. Sæt underoverskrifter ind, hvor det er nødvendigt og brug overskrifttags. Overskrifttags markerer dine overskrifter fra 1-6 alt efter størrelse og vigtighed.
Overskrifttags bruges med HTML-koden <h1>Overskrift</h1> hele vejen fra 1-6. De fleste steder er det dog en indbygget funktion, hvor du kan markere og vælge, hvilken type overskrift, du vil have – ligesom i et almindeligt tekstbehandlingsprogram. Overskrifter er med til at skabe overskuelighed og samtidig fortælle, hvad din tekst handler om.

Vi har været omkring bare 5 tips til, hvordan du kommer i gang med søgemaskineoptimering. Enkelte ændringer kan gøre en forskel for, hvor vild Google bliver med dig, så det er bare om at komme i gang. Søgemaskineoptimering indeholder mange engelske udtryk og fagtermer, så vi har opsporet en SEO-Ordbog, som du garanteret kan få glæde af, når du giver dig i kast.

Go’ fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

HTML tags are not allowed.