Lad den gode historie fortælle dit budskab

Storytelling har været en integreret del af mange virksomheders marketingsstrategier de sidste mange år. Men er det overhovedet nok i sig selv – bare at fortælle en god historie? Er storytelling ved at visne hen? Har nye og mere effektive metoder overtaget?

Hvad er storytelling?

Først er det på sin plads lige at skitsere, hvad storytelling er. En passende overskrift er: ”Show it, don’t tell it!” Storytelling handler i korte træk om at konstruere en historie, der fortæller den gode historie om dit brand. Jo bedre historien er konstrueret, des bedre virkning har den. Ved at fortælle en historie af autentisk råstof, kan din virksomhed opnå en større troværdighed og mere substans.

 

Hemmeligheden bag storytelling er, at en god historie aktiverer modtagers sanser. Når vi får fortalt en historie, danner vi indre billeder og historien huskes bedre, end hvis vi blot får serveret rene facts. Da Storytelling i høj grad handler om at aktivere følelser, er det en effektiv måde at slå igennem og blive husket på.

Hvad kan storytelling bruges til?

Storytelling har i mange år været et vigtigt begreb i arbejdet med branding og profilering af virksomheder og organisationer. Storytelling kan bidrage til identitetsopbyggelsen af din virksomhed, f.eks. kan du med storytelling formidle vision, mission og værdier på en enkel og effektiv måde. En god historie kan gøre abstrakte begreber konkrete, så det er nemmere for modtager at relatere til budskabet.

Storytelling kan også bruges som direkte branding af et produkt eller en ydelse, hvor din historie gerne i sidste ende skulle føre til et salg. Den klassiske form af storytelling er, at du fortæller en historie om hvilke egenskaber og hvilke fordele dit produkt har og ikke mindst, hvilket udbytte det giver kunden. Hvis du f.eks. sælger robotstøvsugere, kan du vinkle din historie på, at det huslige arbejde tager kortere tid og at der nu er mere tid til familien. På den måde kan du skabe en historie, der bærer produktet og ikke omvendt.

Kan den gode historie stå alene?

Men spørgsmålet er så, om den gode historie er nok i sig selv. Det enorme digitale univers vi efterhånden færdes i, er spækket med gode historier. Vil du ses, er du nødt til at gøre noget særligt.

De gode historier er stadig altafgørende, og storytelling kan ikke bare sådan dømmes ude. Men det er ikke nok blot at fortælle den gode historie. Du skal skabe værdi for modtager. Mere værdi end den fornøjelse, den gode historie giver.

Tager man de kritiske briller på i forhold til storytelling som metode, kan man sige, at der er mere afsender- end modtagerfokus. Selvom der skabes et interessant univers for modtager, hvori mødet med et produkt foregår, så er det afsenders univers. Afsenders måde at pakke budskabet ind på. Vil du nå din modtager, kan du med fordel bevæge dig over på hans banehalvdel. Helt simpelt vurdere, hvad du kan bidrage med, der vil gøre en forskel for modtager. Hvad du kan give modtager, som vil sikre, at han lærer, underholdes, informeres eller hvad det er, hans konkrete behov er. Og her er Content Marketing et interessant begreb at kigge nærmere på. Det har vi blandt andet gjort her og her.

Storytelling i en ny kontekst

Som vi er inde på i de tidligere indlæg om Content Marketing, skal du, for at fange modtagers opmærksomhed – og måske ligefrem vinde deres loyalitet – et spadestik dybere end blot at pakke dit budskab ind i en god historie. Du skal bidrage med noget unikt. Noget, der får dig til at adskille dig fra dine konkurrenter. Og ikke mindst noget, der opfylder din modtagers konkrete behov og skaber værdi, gerne både på kort og på lang sigt.

Storytelling som begreb er ikke visnet hen, men skal ses i en ny kontekst. Metoden med at fortælle den gode historie er stadig effektfuld, men ikke nok i sig selv. Hvor storytelling tidligere blev brugt som metoden, til via gode historier at nå modtager, er storytelling i dag en del af noget større og mere omfattende. En del af en kommunikationsindsats, der i alle henseender har modtager som omdrejningspunkt, og som i alle dele af indsatsen, skal give modtager konkret værdi. Det kan de gode historier godt bidrage til – men de kan ikke gøre det alene.

 

Content Marketing: godt indhold giver succes

En rutineret faldskærmsudspringer og mildest talt en vovehals. Felix Baumgartner hedder manden. I et cylinderformet metalhylster befinder han sig 39 kilometer ude i rummet. Hele verden holder vejret. Med ordene ”I’m going home now” læner han sig fremover. Og falder. I frit fald gennem skyerne og lige ind i rekordbøgerne.

Bagmændene bag springet er Red Bull. I det spilt-sekund Felix Baumgartner rammer jorden, topper Red Bulls brandværdi. Med opmærksomhed fra hele verden får Red Bull skabt en verdensomspændende nyhed og en rigtig god historie, som i særdeleshed bidrager til at styrke deres brand.

Den gode historie skaber efterspørgsel

Godt indhold er nøglen til forbrugernes opmærksomhed. En god historie, som den Red Bull skabte, kan selv den største facadeannonce på Rådhuspladsen ikke måle sig med. Forbrugerne vil underholdes, inspireres og føle de får noget særligt. Det fik de med Felix Baumgartners spring.

Content Marketing handler altså om at skabe relevant indhold. Indhold, din modtager finder værdi i. Hvad enten det er læring, underholdning, inspiration eller noget andet. Leverer du relevant indhold, opbygger du en vigtig relation til modtageren. En relation der skaber tillid til din virksomhed og kan være grunden til, at modtager, din potentielle kunde, vælger netop dit produkt.

Content Marketing på budget

Content Marketing behøver naturligvis ikke være så ekstremt som at sende en mand ud i rummet og lade ham tage turen hjem igen i frit fald. Virksomheder i alle størrelser kan være med, og selv simpel Content Marketing kan være yderst effektiv.

LinkedIn-eksperten Morten Vium har skabt opmærksomhed og forretningsmæssig værdi ved at dele ud af sin viden om social medier. Ved at fokusere på potentielle kunders udfordringer på LinkedIn, skaber han med sine tips og tricks, på både hjemmeside og blog, værdi for læserne.

”Min grundlæggende tilgang til de sociale medier handler om at skabe og styrke relationer ved at give værdi til andre. Ved at dele viden, erfaringer og holdninger beriger vi hinandens tilværelse og bygger et navn og et netværk for os selv. Det giver salg!”, skriver Morten Vium på sin hjemmeside.

 

 

Relevant indhold – vigtigst af alt

Felix Baumgartners stunt-spring er underholdende og Morten Viums deling af viden er informerende og hjælpende. Selvom de to eksempler er enormt forskellige, har de et fælles træk. De skaber godt og værdiskabende indhold. Vil du skabe stærke relationer til dine potentielle kunder, er dét et af dine vigtigste værktøjer. Overvej, hvad du kan gøre, for at skabe værdi for dine kunder. Måske skal du dele ud af dine erfaringer inden for et emne, måske skal du give konkrete tips og tricks, måske skal du komme med inspiration. Dét, det handler om, er, at du gør en forskel for din modtager. At du bidrager med noget relevant.

 

 

 

Content Marketing: skab værdi for din modtager

Du er sikkert stødt på begrebet Content Marketing før, men hvad dækker begrebet egentlig over? Det får du en smagsprøve på her.

Mange er i dag blevet immune overfor traditionel markedsføring. De springer tv-reklamerne over og undgår webbannere og andre forstyrrende reklametricks. Denne stigende reklametræthed gør, at traditionel markedsføring bliver mindre og mindre effektiv. Det er her Content Marketing kommer ind i billedet.

 

Hvad er Content Marketing?

Content Marketing er kunsten at kommunikere uden at sælge. I stedet for at pitche en tale om dine produkter eller ydelser skal du levere en information, der gør dine kunder klogere. Formålet er at tiltrække dine kunders opmærksomhed, så du skaber relationer, tillid og i sidste ende loyale kunder. Noget, som vil bidrage til øget efterspørgsel på dine produkter eller ydelser.

Content Marketing handler om kommunikation, der opfordrer til dialog og engagement. Det skal kommunikeres direkte – til og med målgruppen. Med magasiner, blogs, nyhedsbreve, podcasts, videoer, online events osv. er der i dag rig mulighed for at være kreativ med Content Marketing. Det vigtigste er, at dit indhold har værdi for modtageren.

Godt indhold er afgørende!

Værdiskabende og relevant. Det er nøgleordene, når vi snakker indhold. Du kan starte med at betragte din egen kundegruppe som et publikum. De skal underholdes, stimuleres og have mulighed for selv at engagere sig.

Dét, man som virksomhed har på hjerte, skal derfor være relevant, engagerende og værdiskabende. God Content Marketing er unikt indhold, der motiverer kunden til at bruge tid og energi på produktet.

Opskrift på succes

En velkendt klassiker er Arlas kogebøger fra Karolines Køkken, som er et af de første Branded Content eksempler i Danmark. Med kogebøgerne har Arla udviklet et behov – uden direkte at reklamere for sine produkter.

Kogebøgernes indhold skaber værdi for målgruppen og engagerer Arlas kunder – noget du også ser, hvis du kaster et blik på deres Facebook-side. Desuden udgiver Karolines Køkken løbende nyt indhold og løfter sig dermed fra at være en marketingskampagne med udløbsdato til at skabe vedvarende værdi. Med Karolines Køkken har Arla således formået at kommunikere med sine kunder uden at have fokus på salg.

Hvorfor er Content Marketing fremtiden?

I takt med stigende trafik gennem websites, fangrupper på sociale medier og andre former for digital tilstedeværelse stiger kravet om interessant, relevant og underholdende indhold også. Du er nødt til at skille dig ud fra mængden, hvis netop din virksomhed skal i spotlight.

Værdiskabelse er nøglen til forbrugeren. Det handler om at positionere din virksomhed som vidensekspert og måske vigtigst af alt; skabe kundeloyalitet. For har du først opnået en stærkt kundeloyalitet, har du også et stærkt brand.

Vil du vide mere?

Følg med på bloggen de næste par uger, så risikerer du at blive endnu klogere på Content Marketing.