Content Marketing: kom godt i gang

I takt med at det digitale univers dag for dag udvides med enorme mængder indhold, stiger kravet om at skabe relevant og unikt indhold. For at vinde din modtagers opmærksomhed skal du levere troværdig information, effektiv rådgivning og indhold, der skaber værdi, fordi det gør en forskel for modtageren. Faktisk skal du helst give lidt mere, end din modtager forventer.

Du har sikkert stiftet bekendtskab med begrebet Content Marketing – måske i et af vores tidligere indlæg ”Content Marketing – skab værdi for din modtager” eller ”Content Marketing -  godt indhold giver succes” – men er du med på, hvordan du skal gribe det an? Hvilke steps, du med fordel kan kaste dig over? Ellers kommer vi her med en række bud:

1. Definer dit formål

Før du kan definere, hvad dit mål med Content Marketing indsatsen er, skal du være helt sikker på, hvad virksomhedens overordnede vision og mission er. Fundamentet skal være på plads, før du kan kaste dig over konkrete kommunikationsindsatser. Både så der er en sammenhæng i de signaler, du udsender, men også så du har en klar sejlrende – at du med din kommunikation rent faktisk bevæger dig tættere på det overordnede mål. I dit arbejde med Content Marketing er første skridt at få defineret, hvordan indsatsen skal bringe dig tættere på målet. Hvor vil du gerne hen og hvad vil du gerne opnå? Dit indhold skal støtte op om virksomhedens overordnede målsætning.

2. Fastsæt din målgruppe

Det næste udgangspunktet for effektiv Content Marketing er at kende din modtager. Det er fuldstændig afgørende, at du præcist kan beskrive, hvem din modtager er. For med en målgruppeafklaring kan du lynhurtigt producere det indhold, der fanger din modtagers opmærksomhed. Få tip til arbejdet med din modtager i blogindlægget “Kend din modtager”.

3. Skab unikt indhold

En nem og hurtig måde at skabe godt indhold på, er at undersøge modtagers indsigelser eller udfordringer i forhold til dit produkt eller dine ydelser. Er du LinkedIn ekspert, kan du f.eks. producere indhold, der hjælper jobsøgende eller virksomheder med at optimere deres profil. Er du advokat, kan du dele ud af din viden omkring virksomhedsoverdragelse eller markedsføringsloven. Overvej, hvor din ekspertviden ligger ift. din modtagers behov. Hvor er det, du kan gøre en forskel? Hvilken viden kan du med fordel dele?

Indholdet skal afhjælpe modtagers udfordringer eller svare på spørgsmål og forbehold som han eller hun måtte sidde med. Sørg for at budskabet er skåret ind til benet, at dine formuleringer er konkrete, at det er tydeligt, hvem du henvender dig til og at du forklarer det abstrakte – gerne med eksempler. Dit indhold skal gerne bringe din modtager fra A til B eller i hvert fald gøre ham bevidst om, at hvordan han kommer derhen. Dit indhold skal skabe værdi i kraft af information, underholdning, læring, oplysning eller andet, der er relevant for din modtager.

Du kan med fordel henvise til din virksomheds kompetencer, så du har grundlag for at skrive, som du gør – og måske gøre nogle interesserede I, hvad I kan hjælpe med.

4. Lav en plan

Content Marketing er ikke bare en enkelt opdatering på Facebook i ny og næ. Det kræver planlægning. Udarbejd derfor en konkret plan for, hvordan du vil arbejde med Content Marketing. Hvilke medier vil du bruge, og hvornår skal dine historier udgives? Hvor ofte og hvornår på dagen? Hvilken form skal indholdet udgives i? Tekst, video, podcasts eller noget andet? Hvad passer til din modtager? Vil du underholde, oplyse, provokere eller…? Har du en liste af idéer, du kan plukke fra, når du vil udgive nyt? Hvor meget skal planlægges og hvor meget skal være spontant ud fra aktualitet og relevans? Vil du køre højfrekvente indlæg på samme emne eller holde dig til en fast jævn frekvens? Hvor bredt et indhold vil du favne over? Hvor spænder din ekspertise til og fra?

Der er mange spørgsmål, du skal afklare, før du udgiver. Jo mere forarbejde, du laver, desto nemmere bliver det at ramme din modtager, når du går i gang.

5. Brug søgemaskineoptimering (SEO)

Succes med Content Marketing kræver, at du skubber indholdet ud i synsfeltet på potentielle kunder. At nogen ser det. Kampen om kundernes opmærksomhed er enorm, så du skal give dem noget de kan bruge – og sikre, at de ser det. Dit indhold kan være nok så godt og værdifuldt, men er der ingen, der ser det, har det ikke værdi for nogen. Derfor er det vigtigt, at du også gøre en indsats for et få dit budskab ud. Udover at søgemaskineoptimere dit indlæg, din hjemmeside, din blog eller hvor du kommunikerer med din modtager, skal du sørge for at dele det på sociale medier og på den måde sprede budskabet.

Og ellers er det bedste råd til at komme godt i gang at kaste dig ud i det.

God fornøjelse! Giv os et prej, når du har spændende indhold klar – vi vil elske at følge med.

 

Sådan skaber du godt indhold

Selvom du skriver skide godt, kan det til tider være svært at finde på relevant og lækkert indhold til din blog, artikel eller dit nyhedsbrev. Vi har alle sammen prøvet det (ja, vi har også, selvom vi nærmest lever af at skrive), og derfor tror vi, at du også kan have glæde af denne infografik, der giver 22 måder til, hvordan man kan skabe godt indhold. Du kan også tage den nemme og i stedet få 6 gode idéer til dit næste blogindlæg. Enjoy!

22 Ways to Create Compelling Content - Infographic
Like this infographic? Get more content marketing tips from Copyblogger.