21. dec. – Den gode historie?

Nu ved du lidt om fordele og ulemperne ved PR. Om samarbejdet med journalisten. Og om nyhedskriterierne. Og du vil gerne have noget omtale. Men hvad skal du skrive om? Her et par fif til hvilke gode historier, der gemmer sig i din virksomhed.

Måske er der er forestående begivenhed i virksomheden. Et jubilæum, årsregnskab, nye samarbejdspartnere eller tiltag, ændrede arbejdsvilkår i produktioner eller lignende. Det vigtige er, at din historie kan relateres til folk uden for virksomheden. Når din historie får betydning for lokalbefolkningen eller andre i samfundet, bliver den relevant for medierne at gribe fat i. Husk at det for dem handler om at sælge aviser (eksempelvis) og det gør de ved at bringe historier folk gider at læse).

Det kan også være, der er sket noget nyt i branchen, der fortjener omtale. Måske har markedet ændret sig? Eller der er nye forhold der gør sig gældende?

Det er altid godt at give noget ekstra og skabe værdi for læserne. Det gør du eksempelvis ved at dele noget viden eller lave how-to-guides. Husk at du er eksperten på dit område. Og sådan nogle har journalisterne altid brug for.

Tænk også på kalenderåret, når du vil finde relevante historier. Hvad er der sæson for? Er der årlige begivenheder i den kommende tid, der relaterer sig til det, du laver? Efterårsferie med børneaktiviteter? Vinter med brug for vinterdæk? Sommer med masser af nye jordbær?

Og sådan kan man blive ved… Der gemmer sig helt sikkert masser af gode historier i din virksomhed. Det er bare om at få dem frem i lyset.

20. dec. – Nyhedskriterier og nyhedskrog

Det er altid godt at hægte din historie sammen med en lignende historie, der allerede er nået igennem nåleøjet. Hvis en avis netop har skrevet om forhold, der relaterer sig til din historie, kan du med fordel vinkle din historie, så den bidrager med noget nyt og giver avisens læsere yderligere informationer og ny viden. Så er det betydeligt nemmere at ”sælge” historien ind til journalisten, når du kontakter ham.

Derudover bør du kende de nyhedskriterier de fleste journalister kategoriserer historier efter. Journalister uddannes i fem primære nyhedskriterier – og så er der et par øvrige, som også er gode at kende. Din historie skal passe ind i mindst ét af disse kriterier.

Aktualitet – historien skal være aktuel. Det du fortælle skal lige være sket eller være nært forestående. Fortæller du om noget der skete sidste uge, er det old news og ikke længere aktuelt. Det kan godt være, du tænker, at du gerne lige vil på plads i de nye lokaler og at der gerne må være gang i salget før lokalavisen kigger forbi for at omtale åbningen, men så er det for sent. Du skal være på forkant med nyhederne – husk du samarbejder med journalisten, der netop arbejder under det vilkår.

Væsentlighed – din historie skal være relevant for de fleste. Måske er der tale om en samfundstendens eller noget der vedfører de fleste familier. Der skal være tale om en historie, stort set alle kan relatere til.

Identifikation – det er afgørende, at modtageren kan relatere sig til din historie. Den skal gerne vække følelser i modtageren og få hende til at tænke sig selv ind i situationen.

Sensation – historien der kommer med noget uventet eller usædvanligt. Det er ikke interessant, at hunden bider postbudet, men hvis postbudet bider hunden bliver det pludselig interessant.

Konflikt – de fleste medier skriver gerne om en konflikt mellem personer og/eller interesser. Du skal nok passe på dette kriterium, hvis du selv vil skabe omtale, da det kan være farligt at gå ind i en konflikt – men i de rette sammenhænge kan det bruges og er ikke mindst vigtigt at kende i arbejdet med presse og omtale.

Det var de klassiske kriterier.

Derudover er der også i række medier, der har stort fokus på The Human Story. Det læner sig lidt op ad personificeringen, for det handler om personsager, hvor læseren tænker ”bare det var mig” eller ”godt det ikke er mig”.

Og så er det også altid sjovt at læse om nogle man kender. Derfor har et kriterium som nærhed fået en stor plads især i lokalmedier.

Næste gang du arbejder med en historie så husk, at den skal opfylde mindst ét nyhedskriterium!