Så hurtigt mister du følgere på Facebook

Facebook kan give omtale, tiltrække kunder og i det hele taget skabe eksploderende succes for din virksomhed. Facebook er fremragende til at få dine interessenter i tale – men træd varsomt, for det, der var ment som en god intention med forventet goodwill fra følgerne, kan ende med at have den helt modsatte effekt: digitale øretæver og omfattende kritik fra dine følgere. I sidste uge var det netop, hvad Organisationen Dyreværnet oplevede.

Som hjælp til de mange flygtningen, der i disse dage søger fred i Europa, meldte Dyreværnet i sidste uge ud, at de ville videredonere penge fra adoptioner i hele uge 37 til Dansk Flygtningehjælp.

Dyrevenner viste kløer

Dét faldt ikke i god jord hos Dyreværnets Facebook followers. Ikke dem alle sammen i hvert fald. De, der synes godt om initiativet, druknede hurtigt i kommentarer fra rasende følgere, der bestemt ikke synes, at dette initiativ matchede Dyreværnets formålsparagraf. Rasende dyrevenner forventede, at deres donationer gik til dyr. Og kun dyr.

Der blev ikke lagt fingre imellem i kommentarerne på Dyreværnets facebookside:

Efter få timers shitstorm lagde Dyreværnet sig fladt ned. Trak følehornene – og håndsrækningen – tilbage. Kampagnen blev afblæst og Dyreværnet bad om tilgivelse:

”Vi havde håbet, at tiltaget blev modtaget positivt og at mange ville kunne se, at der er behov for at hjælpe de utallige flygtninge, der strømmer gennem Europa. Men kritikerne har ret – vi er her jo for at hjælpe dyr, og her kommer udtrykket ”Skomager bliv ved din læst” til sin rette. Derfor afblæser vi kampagnen – man skal kunne erkende sine fejl – og det gør vi også. Og så håber vi, at folk tilgive os, at vi – i hvert fald i en enkelt dag – også forsøgte at gøre noget for dem på to ben”, slutter direktør Signe Sehested Lund pressemeddelelsen på Dyreværnets hjemmeside.

Du kan aldrig vide dig sikker

Facebook handler om følelser, værdier og holdninger. Dine følgere bruger tid på dig, fordi I har et interessefællesskab. Fordi de kan lide det, du står for. Og melder du så pludselig ud, at du står for noget andet end det, de troede – eller, at du som i Dyreværnets tilfælde går udover det fællesskab I har og blander tingene sammen – så forlader de dig. På et splitsekund.

Vil du reagere, skal du gøre det hurtigt. På sociale medier går det som en steppebrand. Kritikken forsvinder ikke af, at du lukker øjnene. Tværtimod – det bliver det bare værre af. Enten må du bakke ud hurtigere end du slog til eller også må du stå fast.

Betyder det, at du skal lade være med at tilkendegive dine holdninger? Måske ikke. Men du skal vide, at det har konsekvenser. At dine følgere er der af en bestemt årsag. Måske giver du tip til, hvordan man undgår striber, når man pudser vinduer. Måske giver du inspiration til at forny efterårets garderobe. Måske giver du fif til at få styr på privatøkonomien. Uanset hvad, så er dine følgere hos dig af en årsag. Og blander du noget andet ind i det, skal du være parat til at tage skraldet. Miste de følgere, der ikke sympatiserer. For de er der. Eller var.

 

En sølle samling lokalpolitikere på Facebook

Selvom overskriften antyder det, er dette ikke et indlæg, der har til hensigt at tilsvine de nordjyske lokalpolitikeres brug af Facebook. Tværtimod er det mere en opfordring til de nordjyske borgmesterkandidater om at komme ud af starthullerne…

Forleden udtalte Louise sig til TV2 Nord omkring de nordjyske borgmesterkandidaters brug af Facebook – eller mangel på samme (se indslaget her). En hurtig søgning på de forskellige politikere på Facebook gav skuffende resultater, og det ærgrer os, for vi mener oprigtigt, at Facebook (og andre sociale medier) giver gode muligheder for at fiske stemmer.

Lokalpolitikere på Facebook

Men hvorfor bør lokalpolitikerne bruge et medie som Facebook?

Det er der flere grunde til. Vi kan ikke komme uden om, at der nu er 3,2 mio. danske brugere på Facebook, og at det derfor er en helt unik mulighed for politikere at nå deres målgruppe. Men Facebook giver også andre fordele – og der er især tre, som vi ønsker at fremhæve her.

1) De sociale medier giver politikerne mulighed for direkte kommunikation med borgerne uden pressen som kritisk mellemled

2) Danske medier refererer mere og mere til sociale medier, og der er ikke langt fra en statusopdatering til en forside eller et tv-interview, og derfor kan sociale medier fungere som en direkte og nem kontakt med journalister

3) Politikerne har mulighed for at vise sin personlighed og skabe en tættere relation med borgerne. Politikere (de fleste i hvert fald) er folkevalgte, og derfor bør de også være sociale, for det handler jo i sidste ende om at hive personlige stemmer hjem

Dansk politik har efterhånden fået en ny dimension, der er blevet mere fremtrædende efterhånden, som de sociale medier har vundet vores hjerter. Der er nu plads til tovejskommunikation, og lokalpolitikerne kan bruge sociale medier til at skabe politiske debatter, men også til at få input fra borgere. Flere af de “store” politikere bruger sociale medier aktivt, og på listen over gode eksempler er både Margrethe Vestager og Johanne Schmidt Nielsen – to politikere, som vi mener, at de nordjyske borgmesterkandidater kan lære lidt af, når det kommer til sociale medier.

Hvorfor skal politikere have en Facebookside?

Det er ikke fordi de nordjyske borgmesterkandidater ikke er på Facebook – det er de (på nær én), men størstedelen af dem bruger en privat profil i stedet for en side, og det har ikke helt samme effekt. Samtidig skinner det klart igennem, at brugen af Facebook ikke er en integreret del af en kommunikationsstrategi for valgkampen, da de fleste politikere opdaterer lidt sporadisk.

Der er flere fordele for lokalpolitikerne, hvis de vælger at have en side. Én af dem er blandt andet, at man med en Facebookside kan nå ud til langt flere end med en personlig profil (dét, der på Facebook hedder reach). En Facebookside giver også mulighed for annoncering, så man som lokalpolitiker kan målrette sine annoncer og nå ud til præcis den målgruppe, man nu ønsker at ramme. Endnu et godt argument er, at de personer, der vælger at “synes godt om” en politikers side, er personer, der er oprigtigt interesserede i personen og hans/hendes politiske synspunkter. Og vi kunne blive ved…

I stedet vil vi her til sidst smide en opfordring afsted til alle lokalpolitikerne derude (måske især de nordjyske, som ikke helt er med på Facebookbølgen): Arbejd strategisk med sociale medier og inddrag dem i din valgkamp og i mødet med borgerne – det kan betale sig. Gem nogle af pengene, som du bruger på kampagnemateriale, og brug dem i stedet på arbejdet med Facebook og eventuel annoncering – det kan også betale sig. Og husk; tovejskommunikation fremfor alt – lyt, lær og gå i dialog.

Facebook: Læg en strategi og tal med dine modtagere

Din modtager har højst sandsynlig en profil på Facebook, ligesom du nok også har – det er trods alt det mest populære sociale medie i Danmark til dato. Faktisk så populært, at omkring 3 mio. danskere har en profil. Og det er ikke så lidt.

Facebook som en del af din kommunikationsstrategi

Men hvad kan du som virksomhed bruge Facebook til?
En helt masse faktisk. Hvis du har en ordentlig strategi for det.

Der er nogle tydelige strategiske fordele ved brugen af Facebook. Du får en direkte kontakt med de personer, der er interesserede i dig. Med godt indhold har du mulighed for at skabe ringe i vandet ved at lade andre tale om dig. Du er tilgængelig, og dine modtagere kan hurtigt få kontakt med dig. Ved at være nærværende, kan du opbygge relationer med både eksisterende og potentielle kunder. Du kan lave relevante annoncer, der rammer din målgruppe spot on, hvis du kender den. Og meget, meget mere.

Men Facebook kræver lige som alle andre sociale medier hårdt arbejde og vedligeholdelse. Og et grundigt forarbejde, da dine ”likes” ikke kommer af sig selv.

Facebook: Ingen succes uden en strategi

Som virksomhed på Facebook, skal du have en såkaldt Facebookside, og der er tre ting, du kan gøre, inden du opretter en Facebookside for at få mest mulig succes.

Du skal kende dine modtagere
Som med alt andet god kommunikation, skal du kende dine modtagere. Du skal vide, hvad de interesserer sig for, og så skal du selvfølgelig være sikker på, at netop dine potentielle kunder allerede er på Facebook, for hvis de ikke er det, bør du nok overveje et helt andet socialt medie i kontakten med dine modtagere.

Hvis du kender dine modtagere, har du de bedste forudsætninger for at dele indhold, som er relevant, og dermed har du bedre chancer for at nå dit mål.

Du skal kende Facebook
Ved du, hvilke typer af indhold du kan dele på Facebook? Hvordan du skal skrive dine opdateringer og kommunikere til dine modtagere? Kender du Facebooks regler for konkurrencer? Hvad med sådan noget som et coverbillede?

Facebook giver dig mange muligheder for at nå ud til dine modtagere som virksomhed, og for at du fremstår professionelt, er det en god idé, at du har sat dig ind i Facebooks muligheder. Lær teknologien at kende, inden du spreder nyheden om, at du nu også er på Facebook.

Du skal definere dit formål
Hvad vil du med din tilstedeværelse på Facebook? Hvad vil du have ud af det? Og hvad skal dine modtagere have ud af det? Læg en hel klar strategi for, hvorfor du er på Facebook, og hvad resultatet skal være. Hvis du ikke helt ved, hvad du vil, ved dine modtagere det heller ikke.

Det kunne være, at du er på Facebook af tre grunde, der lyder som følgende: Dialogen på Facebook skal knytte virksomhedens kunder stærkere til brandet, den skal engagere og involvere vores kunder i brand-, produkt- og forretningsudviklingen, og så skal den sprede positive budskaber om butikken og imødekomme de negative.

Facebook giver plads til at forbedre sig

Når du kender dine modtagere, har defineret dit formål og kender Facebooks muligheder, kan du med fordel lave en indholdsplan, der består af et relevant og underholdende mix af indhold. Arbejdet med Facebook er en løbende proces, og så længe du har din strategi på plads som det første, kan du løbende eksperimentere lidt med dit indhold. Finde ud af, hvad der virker, og hvad der virker mindre godt. Lære dine modtagere endnu bedre at kende. Til dét giver Facebook dig også et godt redskab, når først du er kommet i gang.

Facebook Insights giver dig mulighed for at lære dine ”likes” at kende. Facebook fortæller dig lidt om dine modtageres alder, køn og geografi, og så får du nogle helt unikke tal til hver af dine statusopdateringer, der kan gøre dig klogere på, hvad der virker for dig. Facebook Insights er et rigtigt godt redskab, så giv dig selv tid til at lære det at kende, så du kan agere ud fra tallene og forbedre din præstation på Facebook.

To gode cases på Facebook

Nu har vi skrevet en helt masse om, hvordan du bedst muligt kommer i gang med at bruge Facebook som en aktiv del af din kommunikationsstrategi, og derfor vil vi gerne fremhæve to Facebooksider – to vidt forskellige virksomheder – der efter vores mening gør det godt på Facebook. Det kan måske inspirere dig.

Tina Dickow – i dialog med sine venner
Du er måske ikke en lige så kendt musiker og sangerinde som Tina Dickow, og du har måske ikke 130.000 likes, men derfor kan du alligevel lade dig inspirere af, hvordan hun bruger Facebook, selvom du er en helt anden type virksomhed. Hun taler nemlig med sine venner.

Med en god portion humor, nærvær og personlighed lukker Tina Dickow sine fans ind på livet af sig, og som fan føler man, at man kender hende rigtig godt. Tina bruger masser af personlige billeder, hvor hun taler direkte til sine fans, og hvor hun bruger en uformel tone. Og så har hun flere gange inddraget sine fans. Fx har Tinas fans valgt titlen til en af hendes sange, og de har konkurreret om at designe årets turnéplakat. Hun taler altså med dem, og det gør en kæmpe forskel fra at tale til dem. Facebook handler nemlig om at tale med sine modtagere og kunder. At opbygge en relation og at indgå i dialog, og det mestrer Tina Dickow.

Besøg Tina Dickow på Facebook og vurdér selv, hvordan du synes, hun gør det. Se, om der er noget, du kan lade dig inspirere af.

ReUse – join the cycle
ReUse er en lille interiørbutik i Aalborg, og derfor også i en helt anden størrelsesorden end Tina Dickows Facebookside. Med lidt mere end 2200 ”likes”, gør ReUse lidt det samme som Tina Dickow. ReUse inddrager sine ”likes” i farvevalg, når møbler skal restaureres, og der bliver brugt massevis af billeder til at vise varerne i butikken.

Det unikke ved ReUses brug af Facebook er, at det virker autentisk. Ejeren elsker tydeligvis sit arbejde, og hun opdaterer, mens hun står og passer butikken eller finpudser et møbel. Selvom ReUses statusopdateringer ikke er perfekte, skinner en personlighed igennem. Og selvom der er meget salg i ReUses statusopdateringer (priser, direkte opfordringer til at besøge butikken etc.), fungerer det, og det er fordi, man tydeligt kan mærke ildsjælen bag. Og så kender hun sine modtagere. Hun har fat på dem, der interesserer sig for interiør og genbrug af gamle møbler, hvilket gør ReUses arbejde på Facebook meget nemmere.

Besøg ReUse på Facebook her, og lad dig inspirere.

________________

Vi har tidligere skrevet lidt om tre overordnede strategier for sociale medier, hvor vi også skriver lidt om, hvorfor du i første omgang bør inddrage sociale medier i din kommunikationsstrategi. Læs med her!

Og når du har din strategi på plads og så småt er i gang, kan du få 5 konkrete tips til, hvordan du får mere ud af Facebook – lige her! 

Sådan får du mere ud af Facebook

Med en virksomhedsside på Facebook kan du ikke bare nå langt ud – du har også en unik mulighed for at lære dine (potentielle) kunder at kende, at engagere dem og lade dem fungere som ambassadører. For at opnå alt dét og få mere ud af brugen af Facebook, er der nogle helt basale ting, du kan gøre:

Få mere ud af Facebook som virksomhed

Opdatér på det rigtige tidspunkt

Hvornår får dine opdateringer mest feedback? Er dine fans online om morgenen, i arbejdstiden eller om aftenen, når børnene er blevet puttet? Det er forskelligt fra side til side, hvornår der er aktivitet. Prøv dig frem med forskellige statusopdateringer på forskellige tidspunkter og få dig et overblik over, hvornår dine fans er online og har tid og lyst til at snakke med dig.

Del det rigtige indhold

Det kan godt være, at du selv er helt tosset med billeder af udsigten fra kontoret, men hvis dine fans ikke reagerer på det, er det nok ikke derfor, de har valgt at følge dig. Hvilke typer af statusopdateringer har fået flest kommentarer og likes? Er det billeder af medarbejderne, gode tilbud eller spændende artikler om det, I laver i virksomheden? Når du har et godt indblik i hvilket indhold, der er mest populært, kan du give dine fans lidt mere af det, de rent faktisk interesserer sig for.

Lær dine fans at kende

Facebook fortæller dig ikke voldsomt meget om dine fans, så lær dem at kende ved at se på, hvad de reagerer på og engagerer sig i på din side. Involvér dem, stil dem spørgsmål og bed dem om at dele deres billeder, blogindlæg eller noget tredje med dig. Har du en garnbutik, kunne det være sjovt for både dig og dine fans at bede dem uploade et billede af deres sidste strikke- eller hækleprojekt til din side. På den måde lærer du dem ikke bare at kende, men engagerer og involverer dem også.

Identificér dine ambassadører

Dine fans følger dig, fordi de er interesserede i, hvad du har at sige. Hvis du formår at tage hånd om dine engagerede fans, vil de hurtigt fungere som ambassadører, der taler godt om din virksomhed og dit brand overfor andre. Når en fan skriver på din side eller kommenterer et opslag, vil denne fans netværk hurtigt opdage, at han/hun bruger dit produkt eller handler i din forretning, og fordi vi har en tendens til at lytte til venners anbefalinger, vil ordet om din virksomhed hurtigt sprede sig.

Lær af dine konkurrenter

Du skal ikke tyvstjæle fra dine konkurrenter, men lær af dem. Se hvad dine konkurrenter gør og få inspiration til, hvordan du kan bruge Facebook, og hvilken type indhold der kunne være interessant for også dine fans. Lav en oversigt over forslag til indhold på din Facebookside og brainstorm på, hvordan du kan engagere og involvere dine fans – men gør det på din helt egen måde.

Er din virksomhed på Facebook? Og har du succes med at engagere dine fans?

4 grunde til, hvorfor du bør bruge sociale medier

Sociale medier fylder mere og mere i vores liv, og som virksomhed kan man ikke længere lukke øjnene for den udvikling. De sociale medier giver en unik mulighed for at eksponere dit brand og lære dine forbrugere at kende, så du er nødt til at tage stilling til det. For at hjælpe dig lidt på vej, har vi listet de fire vigtigste grunde til, hvorfor du bør overveje, om sociale medier skal være en del af din virksomheds kommunikationsstrategi. 

Sociale medier

Enorm eksponering

De sociale medier kan nå længere ud, end du tør håbe på. Tv-reklamer og avisannoncer når selvfølelig ud til mange, mange tusinde modtagere, men de er også meget, meget dyre. Med sociale medier er der mulighed for, at du kan eksponere dit navn, din virksomhed eller dit produkt meget bredt.
Kommunikation via sociale medier er mere end traditionel massekommunikation, som vi kender den, hvor én kommunikerer ud til mange. De sociale medier åbner nemlig op for, at de mange, der får budskabet i første omgang, kan være med til at sprede det yderligere. Der er altså mulighed for en enorm viral effekt, hvor dit budskab kan arbejde sig frem som en lavine.

Det bliver ved og ved - fortsat eksponering

Traditionelle og offline medier glemmer dig hurtigt, og du er hurtigt ude i kulden igen. På sociale medier kan du – med den rigtige indsats og det rigtige indhold – holde på dine modtagere og få dem til at snakke om dig. Hvis du formår at få dine brugere på diverse sociale medier til at engagere sig i dig, har du en guldgrube, der kan give meget mere end en traditionel tv-reklame.

Interaktion og dialog

En af de vigtigste elementer ved sociale medier er muligheden for at være i tæt dialog med sine brugere. Det giver et godt fundament til forretningsudvikling og målrettet kommunikation. Sociale medier giver dig mulighed for at lære dine brugere at kende, så du ved, hvad der virker og ikke virker.

Søgemaskinerne vil elske dig

Søgemaskinerne ser mere og mere værdi i aktiviteten og indholdet på de sociale medier, og formår du at være aktiv og vedholdende på sociale medier, øger du dine chancer for at dukke op på de første sider i en søgning. Og vi ved jo godt, at brugerne ikke når meget længere end til de første sider i søgeresultaterne.

Der er mange flere grunde til, hvorfor din virksomhed bør bruge sociale medier, og vi har kun listet fire af dem, vi synes, er de vigtigste. Sociale medier er ikke længere kun en trend mellem teenagere eller et sted, hvor man kan følge sine gamle klassekammeraters liv. Sociale medier er meget mere end det, og det giver virksomheder en unik mulighed for at vokse og udvikle sig.

Er du klar til de sociale medier?