Af eller ad

Det kan være svært at skelne mellem af og ad, da de to små ord udtales ens. Den hyppigste fejl er at skrive af, hvor der skulle stå ad. Er du i tvivl, så er her to simple regler.

 

Af = væk fra noget eller om en årsag.

Man bruger af om bevægelser væk eller bort fra noget.

  • Hun tager gryden af komfuret.
  • Hun tog nøglerne op af lommen.

Af bruges også om en årsag til noget.

  • Hun var ved at dø af grin.
  • Hun rystede af skræk.

Huskeregel: Hvis du kan udskifte af med fra, skal der stå af. Glæder dog kun sætninger med betydningen: væk fra noget.

 

Ad = langs med, hen over, via, hen imod, gennem eller i en retning.

Ad bruges om en vej eller en en rute, eksempelvis langs med, hen over, gennem eller i en retning. Eller i forbindelse med målet for en bevægelse eller et udsagn.

  • De cyklede ned ad bjerget.
  • Han så ud ad vinduet.
  • Han løb hen ad gangen.        
  • Hun gik ind ad døren.

Huskeregel: Hvis du kan udskifte ad med langs med, hen over eller gennem, skal der stå ad.

 

 

 

 

Hvornår bør nogen være nogle?

I talesprog siger vi ”noen” – det er ikke umiddelbart til at høre forskel på nogen og nogle. Men der er forskel på, hvornår du skal bruge det ene og det andet. Er du i tvivl, kommer her en lynguide, du måske kan bruge.

Mange tror, at man bruger nogle, når der er tale om flertal, mens nogen bruges ved ental. Men det er faktisk ikke korrekt.

 

Tommelfingerreglen er, at nogen stort set kun forekommer i tre typer sætninger:

Nægtende sætninger:

Sætninger, hvor der indgår et ”ikke” eller andre benægtelser.

De fandt ikke nogen nedfaldne æbler i baghaven.

Spørgende sætninger:

Sætninger, hvor der stilles et spørgsmål.

Har du nogen æbler til mig?

Betingende sætninger:

Sætninger, hvor der stilles betingelser (også kaldet ”hvis-sætninger”)

Hvis der er nogen æbler i haven, skal vi nok finde dem.

 

I alle andre sætningstyper end de tre ovenstående, skal du i stedet bruge nogle.

De så nogle dårlige film.

Han gav hende nogle lakridser.

Det var nogle kedelige dage.

 

En effektiv huskeregel

En af de bedste måder at huske, hvornår du skal bruge det ene og det andet, er at læne dig op ad de engelske betegnelser any og some. Nogen svarer til det engelske any og nogle svarer til some.

Er der nogen småkager tilbage i kassen? Are there any cookies left in the box?

Hun købte nogle småkager med hjem. She bought some cookies to take home.     

 

Næste gang, du bliver i tvivl, om den korrekte betegnelse er nogle eller nogen, kan du prøve at erstatte med any og some.

 

Ligge eller lægge?

Hvornår bruger man “ligger”, og hvornår bruger man “lægger”? To ord, der minder meget om hinanden, men som faktisk har vidt forskellige betydninger, og det kan være svært at huske, hvornår det er hvad. Men vi har selvfølgelig en super enkel huskeregel i ærmet…

Brug “ligger”, når det er stilstand, og “lægger”, når det er bevægelse.

Det er nemt nok at finde ud af, når først du husker, at “ligger” (med i) passer sammen med stilstand (også med i), mens “lægger” (med æ) passer sammen med bevægelse (også med æ).

Han lægger bogen fra sig (bevægelse – derfor “lægge”).
Hun ligger syg i sengen (stilstand – derfor “ligge”).

Vil du ha’ andre sprogtips?
Kender du forskellen på vist og vidst – eller hvad med hans og sin?

Huskeregel for genitiv

Er det Mads hat eller Mads‘s hat? Hvordan er det nu lige med s og den apostrof? Hvornår skal de begge være der, og hvornår skal det kun være apostrof?

Tilhørsforhold - s eller apostrof

Hovedreglen er, at der i genitiv altid skal et s bagpå:
Drengens hue, pigens cykel, Oles is, famors kop, Rikkes sweater.

Men hvis ordet ender på -s, -z eller -x skal du droppe det ekstra s og kun bruge apostroffen (der er heldigvis ikke så mange ord på dansk, der ender på -z eller -x):
Mads hue, et glas bund, Alex ven, et hus veranda, Aarhus kulturliv.

Det er faktisk ret simpelt.
Slutter ordet på -s, -z eller -x, skal du nøjes med apostroffen – slutter ordet på et andet bogstav, skal du tilføje et s.

Og så er der selvfølgelig nogle helt særlige regler ved forkortelser, tal og symboler, som Sproget.dk gengiver så flot. Ganske kort er det sådan her:

Forkortelser med punktum – tilføj s
Forkortelser uden punktum – tilføj ‘s
Forkortelser, der ender på -s, -z eller -x – tilføj apostrof

Skriv det bag øret, så du ikke farer vild i din genitiv. Hvad med vidst og vist? Har du tjek på det? Ellers kan du få en huskeregel mere til det andet øre.

Hans eller sin? Sine eller deres?

Ja, det burde være let nok at vide, hvornår det hedder sin, hans eller deres. Men helt ærligt, så er der rigtigt mange, der ikke helt kan hitte ud af, hvad der skal bruges hvornår. Dét har fået os til at søge efter nogle regler, der fjerner al tvivl. Here goes…

Hans eller sin?

Den simple regel er her:
Tager Peter sin hat (Peters hat), eller tager Peter hans hat (Pouls hat)?

Sin leder altid tilbage til grundleddet – i dette tilfælde Peter. Hans leder derimod hen til en tredjepart – i dette tilfælde Poul. Det giver meget god mening og er ret simpelt, så nu til dét, vi troede, var en svær huskeregel…

Sine eller deres?

Det er altid deres, når der vises tilbage til 3. person flertal.

Peter og Poul tog deres hatte.
Lise og Sanne legede med deres dukker.
De løb en tur i deres nye sko.

Sine bruges derimod, hvis genstandsleddet er flertal.

Susanne tog sine handsker (her er genstandsleddet “handsker” flertal).
Ole lukkede sine øjne.

Så simpelt er det, åbenbart. Hvilke huskeregler bruger du?

Via sproget.dk