6 gode idéer til dit næste blogindlæg

Du har garanteret prøvet det. Din blog (dit nyhedsbrev eller noget tredje) står lidt stille, fordi du har svært ved at på finde nyt og interessant indhold. Idéerne kan være der, men nogle gange gemt aaalt for langt væk – ligesom når et ord ligger lige dér på tungen, og du bare ikke kan komme i tanke om, hvad det er.

Det er frustrerende – vi har selv prøvet det. Men der er råd for, hvordan du finder på spændende indhold, som dine læsere vil elske. Vi har her samlet 6 gode tips til, hvordan du undgår skriveblokaden og samtidig skriver dig ind i din læsers hjerte.

Få gode idéer til dit blogindlæg

1) Lad dig inspirere af andre

Følg andre danske og internationale blogs indenfor dit felt. Lav en liste over måske ti af de bedste blogindlæg, som du har læst på andre blogs. Snak med dit netværk – både offline og online, og spørg dine læsere, hvad de gerne vil læse om.

2) Undersøg trends og nyheder

Hvis du gerne vil skrive relevante indlæg, der kan få dine læsere op af stolen, kan det være en god idé, at du undersøger nyheder og trends indenfor din branche – og så selvfølgelig skrive om det. Se, hvad der er oppe i medierne, og hvad der bliver skrevet om på forskellige sociale medier og debatfora.

Overskrift.dk samler mange danske nyheder fra blogs, så her kan du prøve at søge lidt rundt efter inspiration.

3) Invitér gæstebloggere

Invitér andre ind på din blog, for du behøver ikke at skrive alt selv. Du kender garanteret en masse personer, der ved noget om et emne, som kunne være relevant for dine læsere. Få dem til at skrive om det! Hvis de selv blogger, vil de højst sandsynligt skrive om det på deres egen blog, og du udvider dermed din læserskare.

4) Skriv om andre

Hver gang du blogger, behøver du ikke opfinde den dybe tallerken. Du kan skrive om cases, som du finder interessante. Skriv om nogle, du synes, gør det godt, eller måske nogle, som du synes, gør det mindre godt. Fortæl hvorfor, du skriver om dem, og fortæl dine læsere, hvad de kan lære af netop det eksempel.

5) Skriv om dig selv

Det kan være udfordrende at skrive om sig selv på en blog, men ofte vil læserne gerne lære dig at kende. Hvis du blogger for din virksomhed, kan du fortælle om din virksomheds successer og udfordringer. Pral ikke, men fortæl om din vej til succes – med både gode oplevelser og udfordringer – og igen, gør det relevant for dine læsere.

6) Lav noget helt andet

Nogle gange kan det også være, at der slet ikke er noget, der dur. Gå en tur, tag opvasken, læs en bog eller lav noget helt andet, hvis du stadig ikke kan komme på noget. Nogle gange hjælper det at tænke på noget andet.

 

De 6 tips burde kunne få dig i gang med at skrive (eller i første omgang ud at gå en tur). Vi har selv fundet inspiration her til det her blogindlæg! Kender du ellers andre gode råd til at finde på idéer?