Facebook: Læg en strategi og tal med dine modtagere

Din modtager har højst sandsynlig en profil på Facebook, ligesom du nok også har – det er trods alt det mest populære sociale medie i Danmark til dato. Faktisk så populært, at omkring 3 mio. danskere har en profil. Og det er ikke så lidt.

Facebook som en del af din kommunikationsstrategi

Men hvad kan du som virksomhed bruge Facebook til?
En helt masse faktisk. Hvis du har en ordentlig strategi for det.

Der er nogle tydelige strategiske fordele ved brugen af Facebook. Du får en direkte kontakt med de personer, der er interesserede i dig. Med godt indhold har du mulighed for at skabe ringe i vandet ved at lade andre tale om dig. Du er tilgængelig, og dine modtagere kan hurtigt få kontakt med dig. Ved at være nærværende, kan du opbygge relationer med både eksisterende og potentielle kunder. Du kan lave relevante annoncer, der rammer din målgruppe spot on, hvis du kender den. Og meget, meget mere.

Men Facebook kræver lige som alle andre sociale medier hårdt arbejde og vedligeholdelse. Og et grundigt forarbejde, da dine ”likes” ikke kommer af sig selv.

Facebook: Ingen succes uden en strategi

Som virksomhed på Facebook, skal du have en såkaldt Facebookside, og der er tre ting, du kan gøre, inden du opretter en Facebookside for at få mest mulig succes.

Du skal kende dine modtagere
Som med alt andet god kommunikation, skal du kende dine modtagere. Du skal vide, hvad de interesserer sig for, og så skal du selvfølgelig være sikker på, at netop dine potentielle kunder allerede er på Facebook, for hvis de ikke er det, bør du nok overveje et helt andet socialt medie i kontakten med dine modtagere.

Hvis du kender dine modtagere, har du de bedste forudsætninger for at dele indhold, som er relevant, og dermed har du bedre chancer for at nå dit mål.

Du skal kende Facebook
Ved du, hvilke typer af indhold du kan dele på Facebook? Hvordan du skal skrive dine opdateringer og kommunikere til dine modtagere? Kender du Facebooks regler for konkurrencer? Hvad med sådan noget som et coverbillede?

Facebook giver dig mange muligheder for at nå ud til dine modtagere som virksomhed, og for at du fremstår professionelt, er det en god idé, at du har sat dig ind i Facebooks muligheder. Lær teknologien at kende, inden du spreder nyheden om, at du nu også er på Facebook.

Du skal definere dit formål
Hvad vil du med din tilstedeværelse på Facebook? Hvad vil du have ud af det? Og hvad skal dine modtagere have ud af det? Læg en hel klar strategi for, hvorfor du er på Facebook, og hvad resultatet skal være. Hvis du ikke helt ved, hvad du vil, ved dine modtagere det heller ikke.

Det kunne være, at du er på Facebook af tre grunde, der lyder som følgende: Dialogen på Facebook skal knytte virksomhedens kunder stærkere til brandet, den skal engagere og involvere vores kunder i brand-, produkt- og forretningsudviklingen, og så skal den sprede positive budskaber om butikken og imødekomme de negative.

Facebook giver plads til at forbedre sig

Når du kender dine modtagere, har defineret dit formål og kender Facebooks muligheder, kan du med fordel lave en indholdsplan, der består af et relevant og underholdende mix af indhold. Arbejdet med Facebook er en løbende proces, og så længe du har din strategi på plads som det første, kan du løbende eksperimentere lidt med dit indhold. Finde ud af, hvad der virker, og hvad der virker mindre godt. Lære dine modtagere endnu bedre at kende. Til dét giver Facebook dig også et godt redskab, når først du er kommet i gang.

Facebook Insights giver dig mulighed for at lære dine ”likes” at kende. Facebook fortæller dig lidt om dine modtageres alder, køn og geografi, og så får du nogle helt unikke tal til hver af dine statusopdateringer, der kan gøre dig klogere på, hvad der virker for dig. Facebook Insights er et rigtigt godt redskab, så giv dig selv tid til at lære det at kende, så du kan agere ud fra tallene og forbedre din præstation på Facebook.

To gode cases på Facebook

Nu har vi skrevet en helt masse om, hvordan du bedst muligt kommer i gang med at bruge Facebook som en aktiv del af din kommunikationsstrategi, og derfor vil vi gerne fremhæve to Facebooksider – to vidt forskellige virksomheder – der efter vores mening gør det godt på Facebook. Det kan måske inspirere dig.

Tina Dickow – i dialog med sine venner
Du er måske ikke en lige så kendt musiker og sangerinde som Tina Dickow, og du har måske ikke 130.000 likes, men derfor kan du alligevel lade dig inspirere af, hvordan hun bruger Facebook, selvom du er en helt anden type virksomhed. Hun taler nemlig med sine venner.

Med en god portion humor, nærvær og personlighed lukker Tina Dickow sine fans ind på livet af sig, og som fan føler man, at man kender hende rigtig godt. Tina bruger masser af personlige billeder, hvor hun taler direkte til sine fans, og hvor hun bruger en uformel tone. Og så har hun flere gange inddraget sine fans. Fx har Tinas fans valgt titlen til en af hendes sange, og de har konkurreret om at designe årets turnéplakat. Hun taler altså med dem, og det gør en kæmpe forskel fra at tale til dem. Facebook handler nemlig om at tale med sine modtagere og kunder. At opbygge en relation og at indgå i dialog, og det mestrer Tina Dickow.

Besøg Tina Dickow på Facebook og vurdér selv, hvordan du synes, hun gør det. Se, om der er noget, du kan lade dig inspirere af.

ReUse – join the cycle
ReUse er en lille interiørbutik i Aalborg, og derfor også i en helt anden størrelsesorden end Tina Dickows Facebookside. Med lidt mere end 2200 ”likes”, gør ReUse lidt det samme som Tina Dickow. ReUse inddrager sine ”likes” i farvevalg, når møbler skal restaureres, og der bliver brugt massevis af billeder til at vise varerne i butikken.

Det unikke ved ReUses brug af Facebook er, at det virker autentisk. Ejeren elsker tydeligvis sit arbejde, og hun opdaterer, mens hun står og passer butikken eller finpudser et møbel. Selvom ReUses statusopdateringer ikke er perfekte, skinner en personlighed igennem. Og selvom der er meget salg i ReUses statusopdateringer (priser, direkte opfordringer til at besøge butikken etc.), fungerer det, og det er fordi, man tydeligt kan mærke ildsjælen bag. Og så kender hun sine modtagere. Hun har fat på dem, der interesserer sig for interiør og genbrug af gamle møbler, hvilket gør ReUses arbejde på Facebook meget nemmere.

Besøg ReUse på Facebook her, og lad dig inspirere.

________________

Vi har tidligere skrevet lidt om tre overordnede strategier for sociale medier, hvor vi også skriver lidt om, hvorfor du i første omgang bør inddrage sociale medier i din kommunikationsstrategi. Læs med her!

Og når du har din strategi på plads og så småt er i gang, kan du få 5 konkrete tips til, hvordan du får mere ud af Facebook – lige her! 

Din virksomhed på sociale medier

Er du også på Facebook? Og hvad med det der Twitter? LinkedIn? Instagram?… Der findes rigtig mange sociale medier og en fuldkommen liste ville tage os en hel uge.

Social media

Som dansk virksomhed kan man ikke længere komme uden om sociale medier. Måske din virksomhed ikke egner sig til en profil på Facebook, men bedre til Twitter… Eller Instagram… Eller YouTube… (du har nok fanget pointen), men du er nødt til at tage stilling til sociale medier, og hvordan din virksomhed kan have glæde af dem.

Tre typer af strategier for sociale medier

Helt kort kan man sige, at der overordnet findes tre typer af strategier for virksomheders tilstedeværelse på sociale medier.

1) En klassisk virksomhedsprofil

Med en virksomhedsprofil på de forskellige sociale medier, er din virksomhed til stede med profiler, billeder og andet indhold. Virksomheden bliver her afsender, og dine modtagere kan connecte med virksomheden.

2) Personlig branding

I stedet for en klassisk virksomhedsprofil, kan du vælge at lade en ansat, en direktør, eller sågar en bureauhund være ansigtet udadtil. Hvis du har en lille virksomhed, kan du overveje, om det giver dig de bedste forudsætninger for at opbygge en personlig relation, hvis du og dit ansigt er til stede på vegne af virksomheden.

3) Overvåg og lad andre tale

Overvåg de sociale medier og få andre til at tale om din virksomhed eller dine produkter. Push indhold ud i relevante netværk, og lad dem bære det videre. Overvåg diskussioner og byd ind, når det er relevant.

Det er tre typer af strategier beskrevet helt kort, men der er ikke nogen universel løsning for, hvordan en virksomhed opnår succes med sociale medier. Vi kan derfor heller ikke komme med et bud på, hvad du præcist skal gøre for at mærke magien ved sociale medier – det kræver, at vi først kender din virksomhed og dine modtagere. Men det handler om, at du skal få andre til at tale om dig. Ved at være nærværende, personlig, troværdig og lyttende. Du skal skabe indhold, der er relevant, aktuelt og interessant for netop dine modtagere.

Netværkskommunikation

Sociale medier handler om netværk, netværk og netværk. Forestil dig, at din modtager er, hvad man kan kalde connected (vi kan også sige forbundet, men det klinger ikke helt så godt). Lad os bruge Facebook som eksempel, fordi det trods alt er det største sociale medie i Danmark med knap 3 mio. brugere.

På Facebook har en gennemsnitlig bruger 130 venner, der også kan siges at være dine potentielle modtagere, hvis du kan få din modtager til at tale om dig eller med dig. Det bliver jo til… rigtig mange potentielle modtagere!

Som forbrugere er vi mere tilbøjelige til at tro på vores netværk, når vi bliver anbefalet en virksomhed eller et produkt, og du kan derfor skrive stolpe op og stolpe ned om dit fantastiske produkt til ingen verdens nytte. Det er primært dine glade kunder, der kan sælge dit produkt. Det kan brede sig som ringe i vandet, hvis du gør det rigtigt. Men hvordan gør du det? Dét er spørgsmålet til en million…

For at kunne komme med et konkret bud på, hvad du skal gøre for at opnå succes med sociale medier, kræver det, at vi kender din virksomhed, dine modtagere og dit formål, men du får alligevel vores bud på, hvordan du kan bruge forskellige sociale medier, og vi har fundet nogle cases, der kan inspirere dig. Måske du kan blive inspireret til, hvordan du skal gribe det an.

Vil du mere i dybden med sociale medier? Så læs…

Facebook
Tror du, at Facebook er lige noget for dig, din virksomhed og dine modtagere? Så læs: Facebook: Læg en strategi og tal med dine modtagere og Sådan får du mere ud af Facebook

Instagram
Instagram er også for virksomheder – har du overvejet at inddrage Instagram i din eksterne kommunikationsstrategi?

Twitter
Bliv en høg til Twitter – Sådan kommer du i gang - til dig, der er klar til at tweete løs

Pinterest
…er et billedmedie, du også kan få glæde af. Læs vores guide til Pinterest