Sådan får du flere til at åbne dine mails

E-mail-markedsføring er uhyre effektivt, hvis det er gjort rigtigt, og med enkelte klik kan man nå ud til hundredvis – måske endda tusindvis – af modtagere, der er oprigtigt interesserede i dit produkt eller din service. Men hvad nytter det, hvis kun halvdelen af modtagerne af dit nyhedsbrev åbner din mail?

E-mail-markedsføring

Som med enhver anden tekst er overskriften afgørende for, om man læser videre. Når du sender e-mails ud, er det emnelinjen, der fungerer som overskriften og afgør, om din læser åbner din mail – eller lader den ligge til senere (hvilket ofte betyder aldrig). Vidste du, at 85% sletter din e-mail, hvis emnelinjen ikke er relevant – og det er før, de overhovedet har læst mailen!?

I 2012 blev der sendt 168 millioner e-mails hvert minut, og mere end halvdelen af dem var marketing-budskaber. Ikke personlige e-mails, eller e-mails fra kolleger, men virksomheder der vil det samme, som du vil med din e-mail-markedsføring, nemlig sælge. Så derfor skal du skille dig ud og sikre dig, at du ikke ryger direkte i papirkurven, og det kan du gøre ved først og fremmest at arbejde med din emnelinje.

Få din åbningsrate til at eksplodere

1: Gør det kort

Skriv kort og brug mindre end 50 anslag til din emnelinje. Ifølge MailChimp har emnelinjer på 28-39 anslag den højeste åbningsrate, og du kan jo risikere at ende i en indbakke, der korter din emnelinje af. Så tænk på, at kort er godt.

Fx: “Tekstforfatterens simple tricks til SEO”, der er et eksempel fra vores eget nyhedsbrev. Her holder vi os på 39 anslag, og dette nyhedsbrev havde en åbningsrate på 86,49%.

2: Det vigtigste først

Skriv de vigtigste ord først i din emnelinje og spar fyldordene væk.

Fx: “Få halv pris på vores dagcreme” (Denne emnelinje er meget mere præcis end: “Du kan nu få halv pris på vores dagcreme”, selvom de egentlig siger det samme)

3: Don’t sell, tell

Fortæl allerede i din emnelinje, hvad din modtager kan forvente af din e-mail. Ingen hemmelighedskræmmeri, ingen salg. Vær præcis.

Fx: “Sådan giver du nyt liv til dit gamle bord”

4: Vær personlig

Hvad har modtagerne af dit nyhedsbrev til fælles? Samme interesse? Samme problemer? Kend din modtager og brug det allerede i din emnelinje.

Fx: “Kan din partner ikke forstå dig?”

5: Brug tal og lister

Vi elsker overskuelige lister, der lynhurtigt fortæller os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre. Brug derfor gerne tal i din emnelinje.

Fx: “10 grunde til at dine overskrifter fejler”

6: Tjek igen

Tjek lige din emnelinje en sidste gang, inden du trykker send. Det ville være træls (på klingende jysk), hvis du efterfølgende skal sende endnu en mail med de rigtige oplysninger, fordi du har lovet for meget i din emnelinje.

7: Tjek din åbningsrate og prøv dig frem

Hvor mange åbner dit nyhedsbrev nu? Og på hvilke af dine emnelinjer stiger åbningsraten? Prøv dig frem og find ud af, hvad der virker på netop dine modtagere.

________

Jo højere din åbningsrate er, desto bedre, og e-mail-markedsføring er først effektivt, når du kan skrive emnelinjer, der får din modtager til at åbne dine mails.

Del gerne din bedste emnelinje med os i en kommentar herunder – enten den, hvor du har oplevet højest åbningsrate, eller en mail du selv har modtaget, som du simpelthen var nødt til at klikke på.

Sæt din tekst pænt op og få flere læsere

Har du nogensinde besøgt et website og vadet direkte ind i en mur af tekst? Blev du også forpustet og gav op på forhånd?

Vi vil gerne slå et slag for, at det ikke kun er indholdet på dit website, der skal være tiptop – det skal udseendet også – og selvom du ikke kan kode eller layoute, kan du gøre utroligt meget allerede i dine tekster.

Få læst din tekst med fornøjelse

Ville du for eksempel kunne overskue at læse en tekst, der ser sådan ud?
Firkantede blokke af tekst virker uoverskuelige for læserenNej vel? Er du klar over, hvor meget linjeafstand, enkelte overskrifter og et eventuelt billede gør? Se selv…

En tekst med luft, overskrifter og billeder er meget lettere at læse

Det er straks en helt anden sag, og det er den samme tekst (stadig ulæselig, men du forstår pointen). Faktisk kan du med ganske få skridt gøre din tekst mere overskuelig og letlæselig.

1: Lav overskrifter

Din tekst har godt af nogle overskrifter, der visuelt skiller sig ud med en anden skrifttype eller en anden størrelse. Ikke bare titlen på din tekst, men også små undersoverskrifter, hvilket bringer os til næste skridt…

2: Del din tekst op i afsnit

Hvis du deler din tekst op i små bidder, er det nemmere for læseren at overskue teksten. Hvis du krydrer disse bidder med overskrifter, kan læseren også hurtigt gennemskue, hvad din tekst handler om, og der er større chance for, at din læser rent faktisk læser teksten. Lav også gerne en underrubrik (den fremhævede tekst lige under overskriften), der fungerer som teaser for resten af teksten. Lok modtageren, men skriv ikke noget, du ikke kan holde.

3: Linjeafstand giver luft

Linjeafstand gør ganske enkelt din tekst nemmere at læse. Med linjeafstand hopper læseren ikke rundt i de forskellige linjer. Prøv dig frem – det afhænger også af, hvor meget tekst der er.

4: Brug et billede

Det er ikke altid, at man kan finde et billede, der passer til teksten, men hvis du kan, har du en fordel. Du skal selvfølgelig ikke bare bruge et billede for at bruge et – det skal være relevant. Et billede gør teksten mere indbydende og er igen med til at bryde den mur, som en længere tekst nogle gange ligner.

5: Tænk i skrifttyper

Der er stor forskel på, om du skriver til tryk eller til dit website – og om du skriver til det ene eller andet betyder også noget for layoutet af din tekst. Hvis din tekst skal læses på en skærm, fungerer den ofte bedst uden seriffer – dvs. uden de små fødder, der er på hvert bogstav. Skriver du til tryk, er der mange, der foretrækker serifferne. Dog findes der en del seriffer, der er gode til skærmlæsning – bl.a. Georgia (tak for tippet til Malene!). Igen, prøv dig frem og se, hvad der fungerer for dig.

6: Sort på hvidt

… fungerer altid, men det behøver ikke nødvendigvis være sort på hvidt. Hvis du fx skriver med rødt på blå eller gult på hvidt, vil det næsten være en umulig opgave for din læser at komme igennem teksten. Farver kan fungere, men vær kritisk i dit valg af dem! Og her kan vi takke Susanne for input!

Brug ikke rødt på blåt eller gult på hvidt, når du layouter din tekst

Så lidt skal der til for at gøre din tekst mere overskuelig og letlæselig – og du behøver ikke engang at kunne kode eller være en haj til at layoute! Det er let og ligetil, men det gør alligevel en kæmpe forskel…